Arbejdstilsynet er lodret uenig med landmand efter dødsulykke

Politiet overvejer, om der skal rejses en straffesag imod en landmand, der sendte en medarbejder ind i en kornsilo, hvor han blev kvalt.
En mand mistede livet i en silo, det er dog ikke den på billedet. | Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix
En mand mistede livet i en silo, det er dog ikke den på billedet. | Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix
AF FAGBLANDET 3F FORMIDLET AF RITZAU

Det har været helt almindeligt på danske gårde at gå rundt oppe på kornet i en silo og fjerne spirer. Og ingen danske landmænd har været opmærksomme på risikoen for, at der kunne være luftlommer i kornet, eller at man kunne synke ned.

Sådan lød en landmands forklaring i en straffesag om forholdene i dansk landbrug forud for 12. oktober 2017, hvor en af hans medarbejdere forsvandt ned i kornet i en kornsilo og omkom.

Men forklaringen fra den sjællandske landmand Peter Kjær Knudsen er Arbejdstilsynet helt uenig i. Det fremgår af Fagbladet 3F’s aktindsigt i den afsluttede straffesag mod Peter Kjær Knudsens søn, Knud Puge Kjær Knudsen, som endte med en frifindelse for overtrædelse af arbejdsmiljøloven.       

Tre måneder efter frifindelsen skriver Arbejdstilsynet i en e-mail til sagens daværende anklager ved Midt- og Vestsjællands Politi, at et såkaldt faktaark fra 2011 lavet af Branchearbejdsmiljørådet inden for landbrug, Jord til Bord, peger på, at der skal anvendes sikkerhedsline under arbejde i en kornsilo.

"Det er Arbejdstilsynets holdning, at dette faktaark underbygger det forhold, at man i branchen er opmærksom på og vidende om den alvorlige risiko, der er ved at arbejde i siloer med korn, herunder at der skal træffes sikkerhedsforanstaltninger. Og at man i branchen har været vidende om denne fare før ulykken i 2017," skriver en centerjurist hos Arbejdstilsynet i e-mailen fra 8. april 2019.

Landmand Peter Kjær Knudsen forklarede i januar 2019 ved Retten i Holbæk, at han havde sendt ukrainske Mykola Makarenko ud for at køre med korn på ulykkesdagen. Og at landmanden havde bedt medarbejderen om at fjerne spirer i kornet og medbringe nogle plastiksække til arbejdet.

Pludselig forsvandt Mykola Makarenko ned i et hul i kornet og blev levende begravet i den halvfyldte kornsilo med havre. Først mere end fire timer efter anmeldelsen af arbejdsulykken til politiet lykkedes det redningsarbejdere at grave den 34-årige mand fri. Han blev fundet død cirka to meter fra bunden af kornsiloen.

På siden af siloen var der advarselstavler, der viser, at der kan være luftlommer i kornet, og at man derfor ikke må gå derind. Men Arbejdstilsynet konstaterede under et tilsynsbesøg på gården få timer efter ulykken, at en række advarselstavler på bagsiden af siloen var “umulige at se”.

Peter Kjær Knudsen havde ikke udleveret en sikkerhedsline til medarbejderen i forbindelse med arbejdet, forklarede landmanden selv i retten.

I e-mailen fra Arbejdstilsynet til straffesagens anklager henviser centerjuristen hos tilsynet også til Sikkerhedshåndbog for Landbrug og Maskinstationers beskrivelse af arbejde i siloer.

"Ved arbejde i siloen skal der bruges luftforsynet åndedrætsværn (helmaske eller hætte) samt sikkerhedssele med livline. Livline og luftslange bør hænge sammen," står der i den seneste udgave af sikkerhedshåndbogen, som er fra 2014.

I den forrige sikkerhedshåndbog fra 2012 står det samme.

Arbejdsmiljøchef hos Seges under brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, Helle Birk Domino, har tidligere udtalt sig om arbejdsmiljøet inden for landbruget. Men hun ønsker ikke at udtale sig til Fagbladet 3F om dødsulykken i kornsiloen. Eller svare på spørgsmål om, hvorvidt danske landmænd – inden ulykken – generelt set var opmærksomme på risikoen for luftlommer i korn i en silo, og at man kunne synke ned. 

Midt- og Vestsjællands Politi overvejer i øjeblikket, om der skal rejses en tiltale mod Peter Kjær Knudsen i forbindelse med Mykola Makarenkos død.

Fagbladet 3F har forsøgt at få kommentarer til sagen fra Peter Kjær Knudsen, men landmanden har ingen kommentarer, oplyser han.

Landbruget får nu penge tilbage i konkursbo 

Professor: Ændret klima vil gavne dansk landbrug

Godsejere scorer kæmpe jackpot på cannabisaktie  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også