Flere koryfæer takkede af i det forgangne år, og nye ansigter er kommet til blandt sektorens største virksomheder. AgriWatch har samlet de ti mest opsigtsvækkende jobskifter i landbrugsbranchen.
Endnu et år er ved at gå på hæld, og endnu en gang har flere direktørstole i landbrugssektorens største selskaber fået ny ejermand.
AgriWatch har i vilkårlig rækkefølge opstillet de ti mest opsigtsvækkende jobskifter i branchen.
Sebastian Laursen - adm. direktør, Tican
I marts fik svineslagteriet Tican ny topchef for første gang i 25 år. Niels Jørgen Villesens arvtager blev den dengang 30-årige Sebastian Laursen, der forinden var eksportchef i moderselskabet Tönnies.
Den afgået direktør gik i en periode, hvor bølgerne gik højt hos slagteriet, der ikke matchede konkurrenten Danish Crowns restbetaling, hvilket førte til store protester fra leverandørerne.
Tim Ørting Jørgensen - Group Executive Vice President, Danish Crown
Begejstringen hos Danish Crowns topchef Jais Valeur var ikke til at tage fejl af, da Tim Ørting Jørgensen blev udråbt som ny mand i koncernledelsen. Op til skiftet stod han i spidsen for foodservicevirksomheden Sysco Internationals europæiske forretning.
Den mangeårige Arla-mand har fået ansvaret for afdelingen Business Unit Danish Crown, der har en omsætning på 35 mia. kr. og 12.000 ansatte.
Efter et år plaget af en fejlslagen fusion med to konkurrenter, der resulterede i flere forskellige direktører, tiltrådte Louise Helmer stillingen som topchef for genetikselskabet.
Hun startede i august efter at have været selvstændig konsulent inden for strategi, ESG og udvikling hos selskabet Hald & Lie. Hun kommer derudover med mere end 15 års erfaring med ledelse inden for landbrugs- og fødevareindustrien.
Efter mere end tre årtier i DLG takkede Jacob Holm af som årelang adm. direktør for grovvarekoncernens vitamindivision Vilofoss-gruppen. Arvtageren blev hollandske Boudewijn Morelissen, der også tiltrådte DLG’s koncernledelse.
Boudewijn Morelissen har tidligere erfaring fra vitamin- og mineralbranchen, hvor han har været en del af topledelsen i Cargills europæiske premix-forretning.
Agri Nord skulle i foråret pludseligt have ny adm. direktør, eftersom den tidligere direktør Kim Koch røg på porten som følge af ”økonomiske uregelmæssigheder”, som senere også er blevet politianmeldt af rådgivningsselskabet.
Kim Kochs arvetager blev Laury Kristoffersen, der gennem 18 år har haft flere lederstillinger i forsikringsselskabet Alm. Brand.
Merete Juhl - adm. direktør, Landbrug & Fødevarer
Merete Juhl indtrådte den øverste post på Axelborg i august, efter organisationen var blevet martret af sidste års Danbred-sag, der fik direktørens forgænger Anne Arhnung til at smække med døren ud.
Inden Merete Juhl blev direktør for landets største landbrugsorganisation var hun Danmarks ambassadør i Jordan, Libanon og chargé d’affaires i Syrien. Hun har tidligere haft stillinger som ambassadør i De Forenede Arabiske Emirater og Qatar, i Ukraine, Georgien og Armenien og i udenrigsministeriet som chef for Invest in Denmark.
Frøgræsgiganten skiftede i efteråret topchef, eftersom Truels Damsgaard takkede af efter 16 år på topposten. Efterfølgeren blev fundet internt i form af Søren Halbye, der har været en del af DLF’s øverste ledelse i en årrække.
Søren Halbye har arbejdet sig op gennem organisationen siden hans start i 2006 og har siddet i direktionen siden 2012.
I forbindelse med Danish Crowns ansættelse af Tim Ørting Jørgensen røg forgængeren Kasper Lenbroch ud i kulden. Måneder efter skiftede han gris ud med kylling, da kyllingekoncernen Scandi Standard kunne offentliggøre ham som ny adm. direktør for den danske division Danpo.
Kasper Lenbrochs nye chef er Jonas Tunestål, der selv kom til fjerkrækoncernen fra et job hos Danish Crowns datterselskab KLS Ugglarps.
Arlas danske landedirektør gennem tre år Helle Müller Petersen skiftede i november stillingen ud med en topstilling i ingredienskoncernen Palsgaard. Hun efterfølger Jakob Thøisen, der har været Palsgaard-direktør siden 2011.
Foruden stillingen som landedirektør hos Arla Foods har Helle Müller Petersen tidligere arbejdet for Carlsberg i en lang årrække med internationale opgaver i Nepal, Kroatien, Kina og Malaysia.
Den fynske maskinproducent Haarslev, der producerer anlæg til slagterisektoren, skiftede i sommer den tidligere topchef Han Defauwes ud med Kim Christensen.
Kim Christensen kommer fra en stilling som adm. direktør i industrivirksomheden Logstor og har også tidligere haft en række chefstillinger i Danfoss.
Knap et halv år efter Jan Winther takkede af som direktør hos Velas, kunne rådgivningsselskabet præsentere Jacob Christiansen som ny adm. direktør.
Han blev hentet fra en stilling som divisionsdirektør i Hedeselskabet og HedeDanmark, hvor han ifølge omtalen af jobskiftet har stået i spidsen for en turnaround af forretningsenheden Grøn Service. Jacob Christiansen har været en del af HedeDanmark og Hedeselskabet siden 2010.
Landets største private grovvareselskab har fremgang på bundlinjen og fastholder omsætning trods fald i råvarepriser. Konkurs i Kina koster Ewers-brødre på bundlinjen i 2023.
Få overblik over landbrugsjord og ejendomme, der handles i Danmark, og hvor handelsprisen udgør 5 millioner kroner eller derover. Listen leveres af Resights.
Danespo kalder Miljøstyrelsens beslutning om ikke at give dispensation til Reglone en ”økonomisk udfordring”. De udenlandske konkurrenter har i forvejen en konkurrencefordel.