Topchef forlader problemramte Tican

Niels Jørgen Villesen forlader Tican efter næsten 25 år i den øverste ledelse. Afløseren på 30 år er fundet hos den tyske moderkoncern. (Opdateret)
Niels Jørgen Villesen har sagt sin stilling op som adm. direktør i det tyskejede Tönnies. | Foto: Tican/PR
Niels Jørgen Villesen har sagt sin stilling op som adm. direktør i det tyskejede Tönnies. | Foto: Tican/PR

Efter næsten 25 år i Tican forlader Niels Jørgen Villesen nu posten som adm. direktør.

Det sker ifølge en pressemeddelelse som led i en planlagt ledelsesændring.

Afløseren er fundet internt i den tyske moderkoncern Tönnies.

Det bliver den 30-årige Sebastian Laursen, der bliver slagteriselskabets nye adm. direktør, og han tiltræder stillingen 1. april.

I en overgangsperiode frem til og med juni senest, vil Sebastian Laursen og Niels Jørgen Villesen lede forretningen sammen for at sikre en glidende overgang, fremgår det. Niels Jørgen Villesen forbliver ansvarlig som adm. direktør i denne overgangsperiode, oplyser Tican.

”Jeg har sagt min kontrakt op for et stykke tid siden,” fortæller Niels Jørgen Villesen til AgriWatch.

Midt i et stormvejr

Direktørskiftet i Tican kommer oven på en endog meget stormombrust periode i Thisted-koncernens levetid.

Niels Jørgen Villesen overtog i 2019 stafetten som adm. direktør efter den mangeåige Ove Thejls, da denne valgte at gå på pension. Før dette havde de i mange år kørt parløb som direktør og CFO.

Da coronapandemien i 2020 ramte Danmark, havde Tican netop afsluttet en større rekrutteringsrunde, hvor man havde øget antallet af leverandører betragteligt.

Imidlertid betød coronanedlukningen, at Thisted-slagteriet ikke kunne færdiggøre en planlagt udvidelse og slagteriet fik en opbygget en massiv pukkel af slagtegrise. En udfordring, der viste sig at skulle vare ved næsten til i denne måned, med større eller mindre udskydelser.

Dertil kom så beslutningen i efteråret om, at slagterikoncernen ikke ville matche Danish Crowns restbetaling, sådan som det ellers har været kotume i mange år fra såvel Brørup som Thisted-leverandørerne.

Leverandører kræver mindst 34 millioner af Tican

Beslutningen medførte voldsom vrede blandt leverandørerne, og så sent som sidste uge valgte Dangris AmbA, de tidligere ejere af Tican, der i dag leverer 1,5 mio. grise ud af de årlige 4 mio. slagtninger, at anlægge en voldgiftssag mod slagteriet for at få den restbetaling, de mener at have krav på.

Et beløb, der løber op i mindst 34 mio. kr. Dertil kommer, at Danske Svineproducenter pt. koordinerer et lignende søgsmål, der formentlig vil omfatte yderligere 1,5 mio. grise.

Vil noget andet

Niels Jørgen Villesen har gennem hele perioden stået som talsmand for den tyske ejers beslutninger. Hvornår den præcise overlevering af direktørposten skal ske, afhænger af den praktiske proces omkring indkøring af hans afløser, forklarer han.

Hvornår sagde du din kontrakt op? Var der en konkret årsag til det?

”Jeg har den alder, der også står i pressemeddelelsen og skal jeg nå at prøve noget andet, inden jeg skal på pension om 10-12 år, så er det nu og ikke om to år,” forklarer han.

Har din opsigelse noget at gøre med de valg, Toennies har taget de seneste måneder omkring restbetaling og også slagtningerne?

”Det har det ikke. Skal jeg nå at prøve noget andet, så skal det være nu,”

Hvad Niels Jørgen Villesen konkret har i kikkerten af nye muligheder, ønsker han ikke at sætte ord på.

”Det er jeg ikke stålfast på endnu. Det kommer an på, hvad der viser sig af muligheder.”

Niels Jørgen Villesens forgænger på pladsen som adm. direktør for Tican gennem 24 år Ove Thejls forlod virksomheden i 2019 og blev derefter næstformand i selskabets bestyrelse. Han trak sig dog med omgående virkning fra sin plads, i dagene efter, at ejeren Tönnies valgte ikke at matche restbetalingen fra Danish Crown i efteråret.

Tican vil fastholde leverandører: Landmænd har kontrakt med et års varsel

Ticans største leverandør starter voldgiftssag

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også