V og K vil med i regeringens klimaaftale om 2025-mål

Venstre og Konservative er klar til at bakke op om en reduktion af drivhusgasser på mindst 50 procent i 2025.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Venstre og De Konservative er klar til at tilslutte sig en målsætning om, at Danmark i 2025 skal have reduceret udledningen af drivhusgasser med minimum 50 procent set i forhold til niveauet i 1990.

Det har partierne skrevet i et fælles brev til klimaminister Dan Jørgensen (S), som onsdag klokken 11.30 har inviteret Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Alternativet til forhandlinger om det samme emne.

Mona Juul og Tommy Ahlers, der er klimaordfører for henholdsvis De Konservative og Venstre, skriver forud for forhandlingerne, at partierne vil "bakke op om et reduktionsmål på minimum 50 procent".

Samtidig kritiserer de to partier den aftale, som regeringen og dens støttepartier De Radikale, SF og Enhedslisten indgik 7. maj om et reduktionsmål på mellem 50 og 54 procent.

"Det sætter blot et mål, der allerede skal indfries om 3,5 år, men peger ikke på, hvad der konkret skal til, og hvordan det ønskes finansieret," står der i brevet fra Mona Juul og Tommy Ahlers.

Klimaministeren ser positivt på henvendelsen.

"Det er da et skridt fremad. Det, der er aftalen mellem regeringen og dens støttepartier, er, at vi vil reducere mellem 50 og 54 procent, altså med et spænd. Det følger den anbefaling, vi har fået af Klimarådet," siger Dan Jørgensen.

"Jeg håber selvfølgelig, at de borgerlige partier vil ende med at tilslutte sig det også. Det vil også være i tråd med de signaler, de sender. De siger, at de er grønne, nu skal der så handling bag ordene. Og dér er det da et skridt i den rigtige retning, at de gerne vil have et minimum på 50 procent. Men vi vil altså gerne have dem til at bakke op om det spænd, der ligger mellem 50 og 54 procent," siger han.

Målsætningen for 2025-udledningen er et delmål i forhold til at nå det samlede mål om, at Danmark i 2030 skal have reduceret drivhusgasudledningen med 70 procent, igen set i forhold til 1990-niveauet.

Det mål blev et bredt flertal i Folketinget enige om i december 2019. Kun Liberal Alliance og Nye Borgerlige var ikke med i aftalen om klimaloven.

Mona Juul og Tommy Ahlers skriver i brevet til Dan Jørgensen, at De Konservative og Venstre vil have genåbnet aftalen for energi og industri, som blev indgået sidste år.

Blandt andet for at se på en tidligere og mere ambitiøs udrulning af biogas og en udfasning af kul i Nordjyllandsværket inden 2025.

"Det møde, vi skal have i dag, er ikke et møde, hvor vi genåbner forlig, som vi stort set lige har lavet med de selv samme partier," siger klimaministeren.

SF: Økologi og ny fond skal beskytte drikkevandet

Zenia Stampe om udspil: "Svarer til at være verdensmester i klimavenlig kulkraft"

Biogas Danmark går i rette med forsker-kritik 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også