Regeringen vil se på tiltag mod eksporten af smågrise efter sommerferien

Socialdemokratiet ser mange fordele i at få vendt den eksplosive udvikling af eksporten af smågrise i Danmark. Når regeringen efter sommerferien skal have klimaforhandlinger for landbruget, vil der blive kigget på tiltag mod udviklingen, påpeger landbrugsordfører.
Landbrugsordfører for Socialdemokratiet, Anders Kronborg. | Foto: PR-foto Socialdemokratiet
Landbrugsordfører for Socialdemokratiet, Anders Kronborg. | Foto: PR-foto Socialdemokratiet

Regeringen bruger gerne ordet problematisk om udviklingen af antallet af eksporterede smågrise, der i mere end ti år er steget, mens antallet af grise slagtet i Danmark er faldet.

Ifølge landbrugsordfører i Socialdemokratiet, Anders Kronborg, vil det at vende udviklingen sørge for flere arbejdspladser, sikre bedre dyrevelfærd og miljøforhold og være godt for det danske skattegrundlag.

Derfor vil regeringen kigge på, om der skal implementeres tiltag mod eksporten af smågrise i forbindelse med landbrugets klimaforhandlinger efter sommerferien.

"Alle de synspunkter, der er i forhold til, hvordan vi kan stramme op og sørge for flere sunde grise, der slagtes i Danmark, skal lyttes på. Efter sommerferien skal vi i snakken om klima for landbrug og fødevareerhvervet se på hele paletten. Jeg kan ikke allerede nu sige, hvilke ting vi vil gøre, men det er nærliggende at se på grise, der sendes ud af Danmark," siger Anders Kronborg.

Han påpeger desuden problematikken i den CO2-belastning, der ligger på transporten af grisene. Dertil nævner Kronborg belastningen i forhold til ikke bæredygtigt sojaforbrug, som mange udenlandske bedrifter benytter sig af, når grisene skal fedes op.

Enig med fagforening

Anders Kronborg påpeger, at det er svært at se den endelige løsning på at vende udviklingen af eksporten af smågrise. Landbrugsordføreren fortæller desuden, at erhvervet selv skal være en del af løsningen og tage mere ansvar.

Her nævner Kronborg, at der bør være nogle konkrete udspil fra erhvervet, hvor blandt andet fagforeningen Fødevareforbundet NNF's kampagne mod udviklingen samt Danish Crowns tiltag for bæredygtig brug af soja fremhæves.

Danish Crown vil så småt begynde indkøb af certificeret soja i år 

Fagforeningen offentliggjorte mandag en ny kampagne mod udviklingen, hvor det blev påpeget, at en halvering af eksporten af smågrise vil skabe 7000 arbejdspladser.

Fødevareforbund vil bremse eksplosiv eksport af smågrise 

"Vi er helt enige i, at Fødevareforbundet NNF har fat i en pointe her. Både i forhold til dyrevelfærd, men også det element af at skabe flere danske arbejdspladser i Danmark ved at slagte flere grise i landet. Der ligger et ansvar både hos de landmænd, der sender grise ud af landet, men så sandelig også for politikere og fagbevægelser," siger Anders Kronborg.

Han mener dog også, at der skal arbejdes for at præge Europa-Parlamentet til at gennemføre en maksimal transporttid for levende dyr på otte timer, hvilket ifølge Kronborg vil forbedre dyrevelfærden.

Opposition og støtteparti vil også ændre udvikling

Venstre vil ikke gå så langt som at sige, at udviklingen for eksporten af smågrise er problematisk. Dog vil partiet gerne forbedre konkurrencevilkårene, så der bliver lyst til at investere i slagtesvineproduktion i Danmark.

"Udviklingen er gået den vej, fordi konkurrencevilkårene har været for dårlige og økonomien for dårlig. Vi opfordrer fødevareministeren til at komme med et udspil for at forbedre ramme- og konkurrencevilkår. Vi kan kun være enige i, at jo flere grise, der kan fedes op og slagtes i Danmark, jo bedre," siger Erling Bonnesen, der er landbrugsordfører for Venstre.

Ifølge landbrugsordfører for Dansk Folkeparti, Lise Bech, skal udviklingen vendes.

"Det må ikke blive mere, end det er nu, og jeg synes, eksporten er steget for meget. Det vil komme til at gå ud over arbejdspladser, og det må ikke fortsætte," siger Lise Bech.

Hos støttepartiet Enhedslisten skal udviklingen ikke bare vendes, men dertil skal noget af den danske svineproduktion afvikles.

"Vores klare holdning til al eksport af levende grise er, at det skal vi have afviklet. Desværre betragter EU levende grise som varer, og det er vi nødt til at fortsætte en debat omkring, så eksporten begrænses mest muligt. Vi kan ikke fortsætte med den nuværende animalske produktion, der er for stor, så det er vores holdning, at vi skal reducere eksporten af grise samt antallet af slagtesvin i Danmark," siger Søren Egge Rasmussen, der er landbrugsordfører for Enhedslisten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også