Mangeårig L&F-formand stopper til efteråret

Efter 11 år som formand vælger Lone Andersen nu at stoppe som formand for familielandbruget.

Lone Andersen takker af som formand for Familielandbruget til oktober.

Det oplyser Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse onsdag. 

Lone Andersen har nemlig valgt ikke at genopstille, når Familielandbruget samles til årsmøde til oktober. I stedet skal der vælges ny formand - og Landbrug & Fødevarer skal have en ny viceformand i det seks mand store formandskab.

Lone Andersen og hendes mand Erik satte i efteråret deres økologiske malkekvægsbedrift, Højbo, til salg. Den ligger uden for Tarm i Ringkjøbing-Skjern Kommune og rummer 120 køer og 92 hektar.

”Jeg har stadig en masse energi og en lang række af ting, som jeg gerne vil nå at prøve af. Men jeg er også 60 år, så er det nok ved at være tid,” udtaler den afgående formand

”Familielandbruget er en vigtig stemme i debatten, for vi lever i en tid, hvor de store aktører bliver større og større. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat har en stærk stemme ind i Landbrug & Fødevarers formandskab,” mener hun.

Lone Andersen er foruden formand for Familielandbruget og viceformand i Landbrug & Fødevarer også formand for Copa-Cogega’s arbejdsgruppe for økologi.

Ifølge Landbrugsavisen har en kandidat nu allerede meldt sig til at overtage posten fra Lone Andersen. Der er tale om den tidligere formand for Landboungdom, nemlig Peter J. Kock, fra Videbæk i Vestjylland. Han er i dag formand for Familielandbruget Vestjylland.

Opdateret kl. 12.58 med information om, at Peter J. Kock, tidligere formand for Landboungdom nu har meldt sig som kandidat.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også