Pulje til unge landmænd bliver udvidet: Flere end ventet har søgt

Der er søgt for over 40 mio. kr. mere til etableringsstøtte end den afsatte ramme. Puljen bliver øget med omkring 200 mio. kr. frem mod 2030. 
Foto: Thomas Traasdahl
Foto: Thomas Traasdahl

Antallet af unge landmænd, der har søgt om etableringsstøtte, overgår den afsatte ramme, og derfor øger landbrugsminister Jacob Jensen nu puljen.

I alt er der søgt for over 234 mio. kr. til etableringsstøtte rettet mod unge landmænd. Det er 41 mio. kr. end den afsatte ramme. Derfor har ministeren besluttet at imødekomme overansøgningerne ved at fremrykke midler fra 2026.

Det skriver Ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri i en pressemeddelelse.

”Det er utroligt positivt, at så mange unge kræfter har lyst til at træde til og udvikle dansk landbrug, så vi også i fremtiden har et stolt erhverv. Det har været en rigtig beslutning at lempe kravene til at søge støtteordningen for at etablere sig. For selvfølgelig skal vi skabe de bedste rammer for, at det bliver nemmere og mere attraktivt som ung landmand at overtage stafetten fra tidligere generationer,” udtaler minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V).

Sidste år blev kravene for støtteordningen lempet, så praktisk erfaring og ikke kun uddannelse kan bruges i ansøgningen.

Af pressemeddelsen fremgår det også, at rammen bliver hævet med omkring 200 mio. kr. frem mod 2030, da omkring en tredjedel af landbruget står over for et generationsskifte inden.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi med den grønne trepart tager sikringen af fremtidens landbrug dybt alvorligt. Det er vigtigt, at dansk landbrug forbliver på danske hænder, at vi fortsat udvikler den grønne omstilling, og leverer nogle af verdens bedste fødevarer,” siger ministeren.

Regeringen vil samtidig nedsætte en hurtigt arbejdende ekspertgruppe, der skal afdække unge landmænds udfordringer med etablering. Ekspertgruppen skal senest afrapportere inden udgangen af 2024.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår