Endnu en dansk kalkunbesætning ramt af fugleinfluenza

Fugleinfluenzaen har endnu engang slået ned i en fjerkræbesætning herhjemme.
En stor producent af kalkuner er ramt af nyt udbrud. Sent tirsdag eftermiddag viste prøver fra Statens Serum Institut, at sygdommen havde ramt en besætning i Flakkebjerg ved Slagelse.
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
For at hindre yderligere smittespredning vil Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen aflive hele besætningen med ca. 5.700 kalkuner torsdag den 18. marts.
Udbruddet betyder, at alle ejere af hobbyhøns, ænder og andet fjerkræ bliver omfattet af særlige restriktioner i zoner på hhv. 3 og 10 kilometer fra kalkunfarmen.
Inden for 3 kilometerzonen får fjerkræejere pligt til at registrere sine dyr, og inden for 10 kilometer zonen er det fra i dag forbudt at sælge æg samt at flytte æg, høns og andet fjerkræ ud af zonen uden tilladelse, oplyser styrelsen.
I sidste uge blev en kalkunbesætning på Midtsjælland ramt af fugleinfluenza. Besætningen på 24.000 kalkuner blev aflivet.
Vestsjællandsk hobbybesætning ramt af fugleinfluenza
Formand om fugleinfluenza: "Store kalkunbesætninger er problematiske"