4000 kalkuner skal aflives efter fund af fugleinfluenza

Udbrud af fugleinfluenza i Lundby er det ottende i danske besætninger siden november.
Foto: Matthew Childs/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Matthew Childs/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der er blevet konstateret alvorlig fugleinfluenza i en besætning med kalkuner i Lundby ved Skælskør.

Derfor bliver 4000 kalkuner lørdag aflivet for at forhindre yderligere smitte til fugle i området.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse. Der er tale om varianten af fugleinfluenza H5N8, som er særligt smitsom og har høj dødelighed.

"H5N8 er meget smitsom. Og vi gør alt, hvad vi kan, for at forhindre, at fugleinfluenzaen spreder sig til andre fugle."

"For at bremse smitten indfører vi restriktioner for fjerkræejere i området," siger Tim Petersen, souschef i styrelsen, i pressemeddelelsen.

Styrelsen etablerer zoner omkring den smittede besætning, hvor fjerkræbesætninger bliver underlagt særligt skrappe restriktioner.

De 4000 kalkuner er del af en større besætning i Lundby. I alt består besætningen af cirka 50.000 kalkuner fordelt på ti bygninger. Der er kun konstateret smitte hos fuglene i den ene bygning.

De øvrige bygninger ligger spredt over et større område.

"Der er umiddelbart ikke tegn på smitte blandt fuglene i de andre bygninger. Og bygningerne ligger med god afstand."

"Men vi holder nøje øje med, om der skulle være tegn på, at smitten har spredt sig til kalkuner i de andre bygninger eller til andre fugle i området," siger Tim Petersen.

Det er endnu ikke fastslået, hvordan kalkunerne er blevet smittet. Men formodningen er, at de er blevet smittet af vilde fugle.

Udbruddet i Lundby er det ottende i danske besætninger siden november. Siden da har der været krav om, at fjerkræ og andre fugle i fangenskab skal lukkes inde eller overdækkes for at forhindre smitte.

Fødevarestyrelsen opfordrer alle erhvervsbesætninger og hobbyavlere til at vise stor forsigtighed og være ekstra opmærksomme i omgangen med deres fugle.

Fugleinfluenzaen blev bragt til Europa med efterårets fugletræk fra Rusland og Kasakhstan. Den er siden fundet i flere europæiske lande.

Fugleinfluenza kan smitte til mennesker. Der er dog rapporteret om meget få tilfælde af smitte til mennesker med de typer af fugleinfluenza, der i øjeblikket cirkulerer i Europa.

Statens Serum Institut vurderede i efteråret, at det ikke er sandsynligt, at mennesker bliver smittet med de pågældende fugleinfluenzaer.

Fugleinfluenza rammer endnu en bedrift i Sydsverige 

Tyskland rammes igen af fugleinfluenza 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også