Amerikansk kapitalfond med dansk islæt klar til at intensivere investeringer

Efter den første investering er i hus, vil den amerikanske kapitalfond Cimbria Capital med danske aner investere i flere danske agrovirksomheder. Ambitionen er at udbrede de danske selskaber på det nordamerikanske marked.
Foto: PR-foto
Foto: PR-foto

Fra Houston i den amerikanske delstat Texas sidder en amerikansk kapitalfond med danske aner og spejder efter danske agrovirksomheder, som står klar til at tage skridtet mod det nordamerikanske marked.

Kapitalfonden, som blev stiftet af Brian V. Iversen og Henrik Fogh Rasmussen tilbage i 2015, har med investeringen i vandteknologivirksomheden APX10 lagt sine første penge i en dansk virksomhed inden for vand- eller landbrugssektoren.

Det bliver dermed også startskuddet til flere investeringer i Danmark. Cimbria Capitals danske afdeling Cimbria Nord blev stiftet i indeværende år.

"Vi forventer at vækste og vokse så meget, som vi kan over de kommende år. Vi føler, at vi er i gang nu," siger Brian V. Iversen til AgriWatch, som dog ikke ønsker at sætte tal på, hvor mange investeringer de har tænkt sig at lægge.

Udover investeringen i APX10 har kapitalfonden konsulteret fire danske virksomheder med særligt fokus på at indtage det nordamerikanske marked.

Selskabet er derfor blevet et todelt selskab, der både konsulterer og investerer i danske virksomheder.

"Vi har inden for den sidste årrække brugt tid på at lære det danske marked at kende, men også at lade det danske marked lære os at kende. Henrik Danielsen, som er vores landechef i Danmark, har stået i spidsen for dette stykke samarbejde og vil fortsat sætte rammerne for vores forretningsudvikling i Danmark," siger Brian V. Iversen.

Ifølge Brian V. Iversen skal 25 pct. af Cimbria Capitals investeringer være i danske virksomheder.

Ramme stejl kurve

Investeringerne i de danske agrovirksomheder vil typisk ligge på 3-10 mio. euro.

Cimbria Nord er ikke interesseret i jord, men derimod virksomheder, som kan tilbyde digitale løsninger inden for ressource management som for eksempel vertikale landbrug, men også digitale løsninger så som det netop opkøbte APX10.

Brian V. Iversen anser Cimbria Capital som en vækstkapital, som vil gå ind i små- og mellemstore virksomheder. Cimbria Capital og den danske afdeling Cimbria Nord skal ses som en "forbedret version" af traditionel private equity.

"Vi søger investeringsmuligheder i kommercielle virksomheder, der ønsker at vækste via nye teknologier og forbedrede forretningsmodeller. Virksomhederne skal have styr på stumperne og have et klart syn og forståelse af deres vækstpotentiale," siger Brian V. Iversen.

Tidsrammen for investeringen ligger mellem 3-5 år, men kan godt strækkes op til 10 år, hvis det er nødvendigt.

Tidsrammen er flydende, og der er ingen faste regler. Vigtigst er det, at Cimbria Nord lander investeringen på et tidspunkt, hvor væksten kan accelereres hurtigst. Investeringscasen skal så og sige allerede være på markedet med potentiale for nye markeder.

"Vi skal være med på det stejle stykke af kurven, og når vi siger 3-5 år som en ideel investeringsperiode, hænger det sammen med den tid, som vi som kapitalfond mener at kunne være mest behjælpelig," siger Brian V. Iversen og fortsætter:

"Derefter vil der komme et tidspunkt, hvor vi ikke er den rette ejer af virksomheden længere, og så vil vi søge en mulighed for at sælge til en større kapitalfond eller en strategisk spiller i markedet."

Cimbria Capital vil kun købe halve eller hele virksomheder og vil enten være store minoritetsejere eller majoritetsejer.

Janteloven tynger

Brian V. Iversen ser et stort potentiale i danske virksomheder, som er disciplineret og har et højt teknisk niveau.

Dog halter det, når virksomhederne skal gøre sig bemærket i udlandet og USA.

"Mange gange er danske virksomheder ikke villige eller dygtige nok til at promovere sig selv. Villigheden til at tale om sig selv samt sin egen kunnen og produkter halter nogle gange," siger Brian V. Iversen.

Det er nemlig nødvendigt med store armbevægelser for at kunne gå ind på det nordamerikanske marked.

Janteloven skal kort sagt lægges på hylden, hvilket danske virksomheder ikke altid er gode til, siger Brian V. Iversen. Ellers opdager det amerikanske marked ikke en dansk virksomhed, som vil sprede sin forretning ud over verdensdelen.

"Der skal være en 100 pct. vilje til at gøre det internationalt, for det er hårdt arbejde. Der er en udfordring ved at finde danske virksomheder, som har en stærkt nok vilje til at klare det internationalt. Det er på ingen måde nemt at hoppe på det amerikanske marked," siger Brian V. Iversen.

Skepsis

AgriWatch har tidligere beskrevet en skepsis blandt aktører i Danmark omkring udenlandske investorer, som vil opkøbe inden for den danske landbrugssektor.

Det nikker Brian V. Iversen genkendende til, og han forstår godt skepsissen, når udenlandske investorer bevæger sig ind på det danske marked og danske virksomheder. Dog forventer han, at det danske islæt vil være til Cimbria Nords fordel.

"Vores fordel er måske, at jeg trods alt er fra Otterup på Fyn og stadig taler fynsk. Jeg stiller ikke som amerikaneren, når vi kommer, og jeg har en forståelse og respekt for danske kultur- og erhvervsliv. Samtidig har vi vores landechef Henrik Danielsen, som er en respekteret og meget dygtig chef i dansk landbrug og erhvervsliv," siger Brian V. Iversen.

Cimbria Nord vil ikke gå ind og lave omvæltende forandringer i selskaberne så som udskiftning af holdet eller retningen. I stedet vægter de respekten for det nuværende hold og kemien mellem kapitalfonden og virksomheden.

Hvis kemien ikke passer med virksomhedens ledelse, er investeringen ikke den rigtige ifølge Brian V. Iversen.

Coronakrisen har også haft sin påvirkning på selskabet, men ikke nødvendigvis i en negativ retning for kapitalfonden.

Beslutningerne bliver taget lidt langsommere, og der er opstået en højere forsigtighed i overvejelserne. Ikke desto mindre arbejder Cimbria Nord inden for disruption og den grønne omstilling.

"Vi er derfor meget opmærksomme på, at coronakrisen på sigt også kan accelerere positive ændringer i vores samfund. Jeg mener, at vi som investeringsvirksomhed er placeret ret fornuftigt, og det er disse erhverv også," siger Brian V. Iversen.

Cimbria Nord holder til i Nykøbing Sjælland og blev stiftet i juni 2020.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også