Udenlandske investorer vækker bekymring hos dansk jordbrugsfond

Dansk Økojord, som er ejet af Dansk Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening, var lige på trapperne til at opkøbe et egnet areal til en mælkeproducent i det vestjyske.
Prisen var ret og rimelig, og handlen var et nært forestående for Dansk Økojord, som er eget af Danmarks Økologiske Jordbrugsfond, der opkøber jord til økologisk og klimavenlig produktion. Lige indtil en udenlandsk kapitalfond kom ind fra højre og købte arealet på falderebet.
"Det er fair, absolut, men udfordringen er, at hvis kapitalfonde begynder at købe dansk jord, og vi på det danske areal har nogle ambitioner om større biodiversitet og klimatiltag, kan det blive farligt," siger adm. direktør i Dansk Økojord, Kim Qvist, der stadig leder efter et areal til den pågældende mælkeproducent.
Kim Qvist mener, at de udenlandske investorer og kapitalfonde ikke investerer i en rigere natur, men derimod en ren økonomisk betragtning.
Investorerne finder sikker havn i den danske landbrugsjord, når renten er lav. Ifølge Kim Qvist er Danmark oplagt at investere i.
"Der er ingen social uro, gule veste, og der er ikke stor forskel på rød og blå politik. Man kan godt nøjes med 1-2 pct. i værdistigning om året, fordi pengene går stille og roligt," siger Kim Qvist.
Danske landmænd i udlandet
Mens udenlandske investorer kommer til Danmark, har det også gået den anden vej rundt.
I navnlig Østeuropa har danske landmænd gennem nyere tid slået rod i østeuropæiske landbrugsbedrifter. Det kommer til udtryk i selskaber som Firstfarms, Idavang og Goodvalley.
De to ting kan dog ikke sammenlignes ifølge Kim Qvist, som mener, at de danske landmænd kom ind og hævede udviklingsniveauet i området.
"Vi kom ind med viden og knowhow og flyttede et helt lands viden om landbruget til et højere niveau. Når nogen rykker ind i Danmark med samme tanker, er det til et af de mest veludviklede lande inden for landbrug i verden," siger Kim Qvist.
Samtidig kritiserer Kim Qvist den manglende åbenhed om, hvem der egentlig investerer i dansk landbrugsjord. Selv har Kim Qvist bemærket, at der er tale om hollandske, tyske, amerikanske og schweiziske investorer.
Han peger på landbrugsloven gældende fra 2015, der gav markedskræfterne noget nært frit løb til, at udenlandske investorer kunne komme ind og opkøbe dansk landbrugsjord.
"Der er kun løsninger fra politisk side. Tyskere kan ikke købe 1000 kvadratmeters sommerhusgrund, men enhver kan købe landbrugsjord - også det, der ligger over vores alles drikkevand," siger Kim Qvick.
Overskud næste år
Dansk Økojord etablerede sig i drift i 2018 og kunne i selskabets andet regnskabsår præsentere et underskud på 1 mio. kr. Samtidig lød bruttofortjenesten på 0,7 mio. kr.
"Vi er sådan set ganske tilfredse forstået på den måde, at vi har efterlevet det, vi har lovet vores aktionærer jævnfør det projekt, de har investeret i. Vi har købt en del jord i 2019 og i særdeleshed et stort areal på 210 hektar. Det er også en af vores erfaringer fra 2019. At købe et stort areal tager rigtig lang tid, og der er mange omkostninger forbundet ved det," siger Kim Qvick.
Kim Qvick forventer, at 2021 bliver året, hvor selskabet går fra røde til sorte tal på bundlinjen.
På nuværende tidspunkt har Dansk Økojord flere emner i kikkerten, som Kim Qvist håber lander som investeringer over sommeren. Det gælder blandt andet en bedrift med arealer på samlet 170 hektar, som vil svinge selskabets samlede investeringer op på mellem 20-22 mio. kr.
"I 2020 har vi reelt set ikke mere end 10-12 mio. kr. tilbage at gøre godt med, hvis vi tager udgangspunkt i den aktiekapital, vi har nu. Men vi håber, at vores aktiekapital vækster," fortæller Kim Qvist.
Dansk Økojord har en aktietegning, der kører frem til 2024. De næste fire år skal den gå fra 30 mio. til 80 mio. kr.
"Vi har klare visioner, og en af dem er, at vores aktionærkreds gerne skulle blive udvidet til at have større aktionærer. Vi så gerne fonde og pensionskasser købe aktier hos os, da de har de helt store midler. Det vil virkelig flytte dagsordenen," siger Kim Qvist.
Samtidig er selskabet også interesseret i, at økologiske forarbejdningsvirksomheder begynder at investere i højere grad. På nuværende tidspunkt er selskabet Hanegal inde over.
Dansk Økojords syv bedrifter dyrker planteavl, svin, kyllinger og grovfoder.