Landbrugskoncern køber spansk producent af udstyr til svineindustrien

Den danske industrikoncern Skiold har foretaget et opkøb af den spanske virksomhed Rotecna.
Foto: Katinka Hustad
Foto: Katinka Hustad

Den danske storleverandør af blandt andet løsninger til husdyrproduktioner Skiold har købt den spanske virksomhed Rotecna.

Det skriver Skiold i en pressemeddelelse.

Rotecna blev etableret i 1991 og producerer udstyr og løsninger til svineproduktioner. Firmaet har siden 2010 øget sin omsætning fra 10 mio. euro til knap 50 mio. euro (372,4 mio. kr.) i 2020.

Via opkøbet nærmer Skiold-koncernen sig en omsætning på 200 mio. euro (1,5 mia. kr.), påpeger selskabet.

Rotecna bliver en del af Skiolds eksisterende svinedivision, hvis omsætning næsten bliver fordoblet, skriver koncernen.

"Rotecna har et veludviklet distributionsnetværk med stærke partnerskaber, som Skiold agter at fortsætte med at støtte og få til at vokse. Ved at kombinere vores aktiviteter vil vi kunne betjene vores kunder endnu bedre gennem en styrket produktportefølje og øget volumen til at opbygge et endnu mere omfattende salgs- og servicenetværk globalt," siger Skiolds koncerndirektør, Søren Overgaard, i meddelelsen.

Ifølge Skiold er Rotecna den førende leverandør af svineudstyr i Spanien. Firmaet er i de seneste 10 år gået ind i nye markeder i Europa samt Latinamerika, skriver koncernen.

Skiold, der har hovedkontor i Sæby, har mere end 140 års erfaring i levering af frø-, foder- og husdyravlsudstyr og -løsninger.

Koncernen dækker hele værdikæden fra mark til husdyr, herunder rensning af frø og korn, foderfremstilling og fjerkræ-, kvæg- og svineopdræt.

Der vil ikke ske ændringer i Rotecnas ledelse eller organisation som følge af overtagelsen, og forretningsaktiviteter med kunder og leverandører vil fortsætte uændret, påpeger Skiold.

Det danske selskab overtog Rotecna fra firmaets grundlægger og to investorer, Talde Private Equity og Oquendo Capital.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også