Arla har fundet sin nye økonomidirektør

Andelsmejeriet har fundet den nye økonomidirektør i egne rækker. "Han er en fremragende ung leder," siger topchef Peder Tuborgh.
Torben Dahl Nyholm stiger i graderne hos Arla. | Foto: PR/Arla
Torben Dahl Nyholm stiger i graderne hos Arla. | Foto: PR/Arla

Afløseren til Natalie Knight, der tidligere på året stoppede som økonomidirektør i Arla, er på plads.

Det oplyser andelsselskabet i en pressemeddelelse.

Den nye mand på posten er 38-årige Torben Dahl Nyholm, der tiltræder stillingen med øjeblikkelig virkning. 

Han har indtil nu stået i spidsen for Arlas Performance Management og har rapporteret direkte til adm. direktør Peder Tuborgh.

"Han (Torben Dahl Nyholm, red.) er en fremragende ung leder, der allerede har vist vores bestyrelse og medarbejdere styrken i sin finansielle styring og dybden og bredden af sin forståelse af ikke kun vores forretning, men også vores andelsselskab. Og senest har han arbejdet sammen med mig og min koncernledelse om at sikre vores medarbejdere, aktiviteter og økonomi under den mest udfordrende globale krise, verdens virksomheder har stået over for i mange generationer," siger Peder Tuborgh i meddelelsen.

Som økonomidirektør får Torben Dahl Nyholm ledelsesansvar for virksomhedens finansielle, juridiske og IT-mæssige funktioner.

Han overtager som nævnt posten fra Natalie Knight, der sagde op i oktober 2019, fordi hun havde fået job som vicepræsident hos detailvirksomheden Ahold Delhaize, der holder til i Holland og Belgien. Hun stoppede hos Arla i slutningen af februar 2020.

Otte års anciennitet

Torben Dahl Nyholm kom til Arla i 2012 efter at have arbejdet i M&A-rådgivningsbranchen i flere år.

Han begyndte i Arla som Business Controller inden for koncernøkonomi og har efterfølgende haft en række markante projekt- og lederroller på tværs af økonomiorganisationen, primært med fokus på grænseområdet mellem økonomi og strategi.

"Jeg ser frem til at arbejde sammen med mine gode kolleger i vores kollektive bestræbelser på fortsat at skabe vækst for Arla Foods og værdi for vores andelshavere ved at forsyne forbrugere i hele verden med populære brands og gode produkter," siger han i pressemeddelelsen.

Torben Dahl Nyholm har en M.Sc. i Finance and International Business fra Aarhus Universitet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også