Insektfarm har investeringsprospekt klar i efteråret: Målet er at rejse 200 millioner

Der skal rejses en investering på omkring 200 mio. kr., før Enorm kan udvide sin produktion af larver til brug i svinefoder.
Foto: Laura Bisgaard Krogh/Ritzau Scanpix
Foto: Laura Bisgaard Krogh/Ritzau Scanpix

Der er fortsat et stykke til, at insektvirksomheden Enorm Biofactory kan skalere produktion af larver til kommercielt brug. Til oktober regner virksomheden med at have et investeringsprospekt klar, og inden for et år håber stifter og medejer Carsten Lind Pedersen, at godkendelserne til at kunne bruge insekter som ingrediens i foder til svin- og fjerkræ kommer.

For det er nemlig her, at der særligt kommercielt er store muligheder.

"Den produktion, vi får nu, bliver ikke større med de faciliteter, vi har. Begrænsningen er de fysiske rammer og stalde. Der er ikke plads til mere. Vi vil skalere til en kommerciel produktion med 100 ton larver om dagen. Der skal bygges flere kvadratmeter og rejses et beløb i omegnen af 200 mio. kr.," siger adm. direktør, Carsten Lind Pedersen til AgriWatch og tilføjer.

"Prospekt og planlægning har vi færdig 1. oktober, hvor vi kan præsentere materiale for investorer. Det er de erfaringer, vi arbejder med. Vi har tæt samarbejde med leverandører på udstyr og bygninger. Det er et gennemarbejdet prospekt. Når kapitalen er rejst, kan leverandørerne gå i gang," siger han.

Han tilføjer, at der er tale om en udvidelse af den eksisterende produktion, som vil svare til at skulle lave en produktion af slagtesvin på 360.000 slagtesvin om året. Og der er fortsat stor tiltro til, at konceptet med insekterne er levedygtigt.

En af fordelene ved at bruge insekter i foder er, at der kan anvendes restprodukter fra  fødevareindustrien til at fodre larverne, og derfor er tale om bæredygtig produktion.

I dag kan insekterne bruges som foder til petfood og til fisk. Særligt inden for petfood har været stor interesse for insekterne, og priserne ligger på omkring 3-4 euro per kilo i modsætning til fiskemel, som købes til omkring 1,5 til 2 euro per kilo.

Enorm producerer proteiner på basis af larver fra den tropiske flue black soldier fly.

Forsinkelser i processen

Ifølge Carsten Lind Pedersen har Enorm Biofactory her i foråret oplevet forsinkelser i produktionen, fordi der var udfordringer med ventilationen i vækststaldene, men nu har nye leverandører fået løst den udfordring, og test af produktionen har vist, at virksomheden er klar til at skalere produktionen. Inden sommerferien kan Enorm producere i tre dage, hvilket på ugeplan vil betyde, at fabrikken kan lave ti ton levende larver, der skal forarbejdes.

"Kommercielt er det ikke meget, men den volumen er nok til at levere produkt til storskalaforsøg og lave de rigtige kvaliteter. Nu kan vi nærme os deadline, hvor vi står med produktet i hånden. Den mængde giver os 3 ton færdigt produkt, " siger Carsten Lind.

For at kunne skalere produktionen til kommercielt brug, fortæller Carsten Lind Pedersen, at de nuværende rammer skal udvides med 18-20.000 kvadratmeter.

"Hvis jeg skal være optimistisk, er forhåbningen at vi kan bygge til foråret næste år, og så kan vi være i fuld produktion i 2022. I 2023 vil vi så stå med en omsætning på 150 mio. kr. og et driftsresultat på 40-50 mio. kr. Det vil være vores første hele år," siger direktøren.

Derfor er det også afgørende at få nye investorer ombord.

"Vi får fortsat henvendelser fra mulige investorer, og vi har udstyrsleverandører, der henvender sig. Vi samarbejder med fire firmaer, som er inde under huden på os. Det er med det håb, at de er med, når vi skal ave det kommercielle anlæg og anlæggene bag efter. Udviklingsarbejdet kunne vi ikke bære uden dem. Det bekræfter, at andre tror på det," fortæller Carsten Lind.

Foto: Laura Bisgaard Krogh/Ritzau Scanpix
Foto: Laura Bisgaard Krogh/Ritzau Scanpix

Mange mulige investorer

Det er Carsten Lind Pedersens vurdering, at der er mange mulige investorer til projektet. Og de kan både komme fra Danmark og udlandet, siger han. Og der er indmellem nye interesserede, som henvender sig til Enorm.

"Investorerne kan være en industriel spiller, men jeg tror ikke, at det bliver i projektet i Danmark. Jeg forestiller mig en kombination af pensionskasser, fonde, og nogle private investorer. Der skal skydes ekstra egenkapital ind. Det er den vej, vi kigger, men der er også udenlandske investorer. Det kan være udenlandske kapitalfonde, der ser det som en investering. Før corona havde vi henvendelser fra Kina, som kunne se en ide i det. Det var industrielle investorer, men der er vi ikke endnu," forklarer Carsten Lind Pedersen med henvisning til, at første punkt er at kunne udvide produktionen i Danmark med et større anlæg, hvilket også er et større arbejde med lokalplaner, miljøgodkendelserne med mere.

I forhold til investorernes interesse er det nærlæggende at spørge til, om coronakrisen har bremset interessen for Enorms projekt. Men det er ikke tilfældet mener Carsten Lind Pedersen, der ikke synes, at coronakrisen har bremset noget.

"Vores fornemmelse er, at interessen ikke er mindsket. Samtidig har vi ikke haft et behov for at sælge produktet, men vi har kunnet arbejde med udvikling. Tværtimod har interessen været god i perioden. Behovet for langsigtede bæredygtige løsninger og recirkulere tanker er ikke fjernet i tiden med corona. Jeg tror ikke, at det er corona, som får opsættende virkning på vores projekt. Vi kan selv komme bagud med prospektet. Den type investorer, som vil kigge på det her, ser det med en langsigtet horisont," fortæller direktøren.

Kalkuleret underskud

I marts kom Enorm Biofactory med regnskabet for 2019. Det viste et underskud på 2,6 mio. kr. efter skat. Og ifølge direktøren var regnskabet lige i bulls eye, som han formulerer det. Han tilføjer dog, at der i forhold til 2019 var investeringer, som blev skubbet til i år på grund af de tidligere omtalte udfordringer med ventilation. Samtidig har ejerkredsen bag Enorm lånt i alt 17 mio. kr. til selskabet for at sikre driften.

"Regnskabet er helt i tråd med det, vi planlagde. Der var ingen overraskelser. Det var helt i kalkulen. Jeg har selv stået på mål for det, men er glad for, at jeg fik to eksterne med, som vi kunne dele kapitalforhøjelsen med. De er godt med på, at de første 25-30 mio er de sværeste at finde. Mens det er letere at finde 250-300 mio. kr. på et oplyst grundlag," siger Carsten Lind Pedersen.

Han fortæller, at det er forventnignen, at 2020-regnskabet vil vise et underskud på samme niveau.

"Omsætningen i virksomheden er næsten nul. Det kræver timer og investeringer. Der kommer 10-12 glade ansatte på job, som arbejder med at skalere op. Vi intensiverer udviklingen. Vi har fået bevilget et stort GUDP-projekt med Aarhus Universitet. Projektet har et budget på ti mio. kr., hvor vi i Enorm har fået knap tre mio. kr. Det er et stort projekt, som vi er glade for at være en del af," fortæller Carsten Lind Pedersen, som netop har ansat en ny medarbejder til Enorm, ligesom han forventer at ansætte yderligere en medarbejder i år.

Carsten Lind Pedersen er hovedaktionær. Han har tidligere drevet og ejet foderselskaber og har været involveret i svineproduktion i både Danmark og Østeuropa. Enorm Biofactory fik i oktober sidste år de første eksterne investorer, da investeringsselskabet AHJ A/S købte 15 pct. af aktierne i insektfarmen, mens en privat investor fra Luxembourg købte 6 pct.

Enorm kræver enorme investeringer i produktion af svinefoder

På larvefødder: Danske insektfarme kan blive nyt eksporteventyr 

Alfa Laval står klar til at udnytte insekter til mere end dyrefoder 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også