Barbara Bertelsen kaldte Kåre Mølbak en fej kujon i minksag

Kåre Mølbak burde have taget mere ansvar for beslutning om at aflive alle mink ifølge Barbara Bertelsen.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Efter regeringen traf beslutning om, at alle mink i Danmark skulle aflives, var der en udtalt intern utilfredshed fra Statsministeriets side med Statens Serum Instituts daværende faglige direktør, Kåre Mølbak.

Det fremgik af en række sms-beskeder mellem Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, og hendes daværende kollega i Sundhedsministeriet, Per Okkels, som torsdag kom frem i Minkkommissionen.

Her blev Kåre Mølbak blandt andet kaldt en "fej kujon" for sine udtalelser i pressen efter beslutningen om at aflive alle mink.

Utilfredsheden stammer fra et møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november. Det er på det møde, at regeringen beslutter, at alle mink skal aflives.

Her har Statens Serum Institut afleveret en risikovurdering, hvor der ikke er en anbefaling, men en konklusion, der lyder:

"En fortsat minkavl under en igangværende covid-19-epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden."

5. november mener Barbara Bertelsen ifølge en række sms-beskeder, at Statens Serum Institut ikke vil tage en retmæssig del af ansvaret for beslutningen:

"Stm (statsministeren, red.) spurgte flere gange i KU (koordinationsudvalget, red.): Er det her sundhedsmyndighedernes anbefaling af at aflive minkene? Det var den klare anbefaling fra sundhedsmyndighederne forlød det," skriver Bertelsen, der i en anden sms samme dag skriver:

"Når regeringen træffer den eneste beslutning, der skal træffes pba (på baggrund af, red.) hans anbefaling, er han total fej kujon, som ikke vil tage del i ansvaret."

Kåre Mølbak var ikke med på mødet. Derfor blev hans budskab leveret af sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og Per Okkels.

Flere mødedeltagere har forklaret, at statsministeren på mødet flere gange spurgte de to fra Sundhedsministeriet, om det var nødvendigt at aflive alle mink. Og at de bekræfter.

Ifølge Okkels var konklusionen i risikovurderingen så entydig, at den kun kunne få en konsekvens: Aflivning af alle mink.

Og den sondring mellem en entydig konklusion og en anbefaling mener Per Okkels, at der i de efterfølgende dage, er en vis kamp om.

4. november skrev Barbara Bertelsen i en sms til Per Okkels, da beslutningen om at aflive alle mink er præsenteret på et pressemøde:

"Tror mildest talt stm (statsminister Mette Frederiksen (S), red.) er forundret efter KU i går."

"Altså over det I ikke siger nu."

Per Okkels forklarede, at han fandt forundringen urimelig.

Samtidig forklarede han, at der var en uenighed om, hvad man kunne tage fagpersoner som Kåre Mølbak til indtægt for:

"Det er lidt det der med, hvor langt kan man gå: Hvor meget kan man tage de faglige folk til indtægt for," fortalte Per Okkels.

Generelt talte Per Okkels for, at Kåre Mølbak og SSI ikke havde fået som fortjent hverken i medierne, blandt fagfæller eller internt.

"Jeg synes virkelig, han har fået mange klø, han ikke har fortjent," sagde Per Okkels.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også