Kongressen har bekræftet Joe Bidens valgsejr

Efter voldsomme optøjer afbrød processen, har Kongressen formelt godkendt resultatet af præsidentvalget. Valget af Joe Biden kan øge den danske landbrugseksport til landet.
Foto: CHIP SOMODEVILLA/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
Foto: CHIP SOMODEVILLA/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
AF RITZAU & WILLIAM RØNFELDT KRISTENSEN

Kongressen godkender formelt Joe Biden som USA's næste præsident efter at have optalt og godkendt valgmandsstemmerne fra de enkelte delstater.

306 valgmænd går til Joe Biden, mens den afgående præsident Donald Trump har fået 232 valgmænd.

Det erklærer den afgående vicepræsident Mike Pence i Kongressen, hvorefter flere medlemmer bryder ud i bifald.

Processen blev afbrudt onsdag aften dansk tid, da hundredvis af Trump-tilhængere trængte ind i Kongressen.

Fire personer er ifølge politiet blevet dræbt under urolighederne, mens 52 er blevet anholdt.

Efter flere timers kaos kom der igen kontrol over situationen, og politikerne i Kongressen kunne natten til torsdag genoptage arbejdet med at godkende valgresultatet.

Republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus forsøgte undervejs at gøre indsigelser mod valgresultatet i flere delstater, herunder Pennsylvania.

Kan øge dansk landbrugseksport

Forud for afstemningen fortalte Frank Øland, cheføkonom hos Landbrug & Fødevarer, at særligt to faktorer kan have en effekt på den danske landbrugssektor.

"Præsidentvalget er interessant, for det er to meget forskellige veje, som landet og verden kan gå. Vi ser især på to områder, hvor der er en væsentlig forskel på de to kandidater ift. danske fødevareerhverv," sagde Frank Øland, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, til AgriWatch i november.

Den første faktor er graden af protektionisme af det amerikanske marked. Donald Trump har holdt, hvad han har lovet, hvor mantraet "America first" er blevet efterlevet.

Globaliseringen har været i bakgear, og Frank Øland tror ikke, at et valg af Joe Biden vil give globaliseringen samme velmagtsdage som før finanskrisen for eksempel.

"Hvis Trump bliver valgt ind i en anden valgperiode vil der være en risiko for en opskruet krigsretorik og brugen af handelskrige. I første omgang mod Kina, men man ved ikke, hvornår Europa står for skud. Med Biden vil man stadig have en protektionistisk tilgang, men EU vil i højere grad blive en allieret," sagde Frank Øland og fortsatte:

"Valget af Biden kan føles som en opblødning, men det er ikke en tilbagevenden til globaliseringen fra før Trump."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Photo: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også