Støttepartier vil poste flere penge i udtagning af lavbundsjorde

Hvis det står til regeringens støttepartier skal der sættes flere penge af til udtagning af lavbundsjorde i den kommende finanslov.
Det mener både Radikale Venstre, Enhedslisten og SF, som dog har forskellige løsninger til en finansieringsmodel, skriver Altinget.
"Vi ønsker at sætte flere penge af i forbindelse med finansloven for næste år, men ser også gerne, at vi tager fat om det som del af klimahandlingsplanen for landbruget, hvor det vil være rigtig godt, hvis der kommer nogle private investorer ind og tager del i opkøbene," siger Signe Munk, klimaordfører for SF, til mediet.
Regeringen har selv nedjusteret sine forventninger til området, da udtagningen bliver dyrere end først antaget, hvis der skal udtages flere hektar end de allerede aftalte 15.000.
Ifølge et notat fra Miljø- og Fødevareministeriet ser regeringen et potentiale til at udtage 38.000 hektar lavbundsjorde.
Landbrug & Fødevarer samt Danmarks Naturfredningsforening ønsker at udtage 100.000 hektar lavbundsjorde.