Øko-næstformand: Store griseproducenter risikerer at knække nakken i år

Økonomien i at producere øko-grise bliver langsomt bedre, men der er stadig lang vej til et overskud hos landets producenter.
Det vurderer Nicolaj Pedersen, der er økologisk griseproducent og næstformand i Danish Crowns økodivision Friland.
”Det er stadig en underskudsforretning at producere økologiske grise. Lige nu mangler vi to kr. for at ramme vores nulpunkt. Med en normal notering og normale foderforhold, kan det hedde halvanden krone til høst,” siger han.
Næstformanden vurderer, at man som producent i snit binder 150-200 kr. i halen på hver eneste færdigproduceret gris lige nu. Det er selvom, at foderpriserne det seneste tid er faldet kraftigt, og nu nærmer sig et prisniveau, der kan karakteriseres som normalt.
Det største fald er sket i salget af grisekød, fortalte Claus Hein, direktør i divisionen, der betegner situationen som alvorlig.
Friland melder om producenter, der overvejer, om de kan fortsætte deres produktion. Er det nogle overvejelser, du kan genkende?
”Det kan jeg bestemt. Når man først har tabt 200 kr. per gris i over et halvt år, så løber pengene stærkt ud ad døren,” siger Nicolaj Pedersen og tilføjer:
”Jeg har selv dobbelte renteudgifter i forhold til sidste år, og derfor holder det ikke, at vi taber penge på grisene, samtidig med at vores omkostninger stiger. Det er voldsomt.”
Bankerne begynder at sige stop
Næstformanden forventer et bedre 2024 på grund af faldende foderpriser, inflation og renteniveau.
”Men jeg frygter, at et par af de store producenter lukker i år, inden det bliver bedre,” siger Nicolaj Pedersen og understreger:
”Det er selvfølgelig individuelt, men de store producenter, der udelukkende satser på deres øko-grise og ingen jord har, er klart mere udsatte lige nu. De mindre producenter har typisk også en mark, de kan tjene penge på og er dermed ikke så følsomme.”
Næstformand om blødende øko-salg: ”2023 bliver ikke et økonomisk godt år for os”
Selvom økonomien er i bedring, er der et efterslæb, der skal gøres op for efter en periode på mere end et halvt år med en — for nogen — dundrende underskudsforretning.
Det mener Niels A. Thing, der er økologisk griseproducent ved Krarup Landbrug og næstformand i griseudvalget i Økologisk Landsforening.
Derfor er det ikke retvisende i forhold til, hvordan økonomien er generelt blandt producenterne, tilføjer Niels A. Thing og nævner flere, der har været nødt til at lukke sin produktion.
”Jeg har en kollega, der var slagtesvineproducent, hvor banken sagde stop for nylig. Dem har der været nogle få af, mens andre selv har valgt at stoppe med at producere på grund af for dårlig økonomi,” siger han.
Antallet af slagtesvin skal ned
Et af grebene til at vende udviklingen og skabe en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel, er at øko-producenterne reducerer deres besætninger.
Nicolaj Pedersen, næstformand i Friland, vurderer, at mange har skåret 10 pct. ned ved at sætte de ringeste søer ud for at nedbringe overfloden af øko-kødet.
”Men det gør kun, at vi har det nøjagtigt samme antal grise, bare færre søer. Det er selvfølgelig godt med en effektiviserings-fremgang, men det bliver ved med at presse os, fordi det ikke reducerer det samlede antal af grise og dermed ikke udbuddet,” siger han.
Danish Crowns salg af økologisk svinekød styrtdykker: ”Uholdbart i længden”
Ifølge leveringsservice fra Danish Crown er forventningen, at antallet af slagtesvin rammer bundniveauet om halvanden måned, fortæller Niels A. Thing, der selv har reduceret sin besætning med en tredjedel i sidste kvartal af 2022.
”Men ingen vil fortælle os, hvor stor en reduktion de forventer. Vi hører 20-30 pct. ude fra slagterierne og Bovbjerg siger ca. 25 pct.,” siger næstformanden, der vurderer, at markedet når minimumsudbuddet i august.
Tager bestik af meldinger fra Danish Crown
Nicolaj Pedersen har svært at se, hvordan antallet af grise skal ned med 20 procent på den anden side af sommeren.
”Der er endnu ikke blevet reduceret, så det kan ses på slagterierne endnu, men prognoserne siger, det skal falde hvert fald 10-20 pct.,” siger han og forklarer, hvorfor han tror, reduktionerne ikke skinner igennem endnu:
”Vi har været bange for prognoserne, der forudså et fald på 20-25 procent. Derfor har Danish Crown også manet til besindighed, fordi man var bange for, at man ville stå i den modsatte situation, hvis producenterne skar for meget ned.”
Han tilføjer, at man i februar snakkede om, at Sydeuropa gav 18 eller 20 kr. per kilo gris, og at Danish Crown dengang meddelte, at det samme ville ske i Danmark inden for et par måneder.
”Men det gik jo aldrig sådan. Så det tager vi også bestik af,” siger Nicolaj Pedersen.
Niels A. Thing fortæller, at han har hørt fra Danish Crown, at situationen skulle være anderledes om 1-2 måneder, og at prisniveauet dermed kommer op.
”Det er også en nødvendighed, at det sker,” tilføjer han og siger, at tilbagegangen i det økologiske salg nu har varet så længe, at man efterhånden skal se på, om man kan tale om et nyt blivende niveau.
”Forbrugeren skal nok vende tilbage, men det har varet længere tid end forventet. Vi har en forhåbning om at se et mindre fald eller en lille stigning i salget igen her i andet kvartal, men måske vi skal vænne os til et lidt lavere niveau fremover.”