Stor mælkeproducent skal tilbagebetale 75.000 kroner til medarbejder

Den rumænske landbrugsmedarbejder Raluca Ionescu har fået en efterbetaling på 75.000 kr. af sin tidligere arbejdsgiver Jørn Kjær Madsen, der er Danmarks største mælkeproducent.
Det skyldes et brud på overenskomsten, hvor landbrugsmedarbejderen, der blev opsagt hos Rønhave i marts 2021, ikke fik et tillæg på 4,5 kr. i timen, som hun var berettiget til, da hun er udlært landmænd.
Det skriver Fagbladet 3F.
"Jeg er lykkelig for, at vi vandt sagen. Pengene er ikke så vigtige for mig. Det er mere vigtigt for mig, at Jørn skulle anerkende sin fejl," siger Raluca Ionescu til mediet.
Medarbejderen blev ansat hos Rønhave i 2016 under overenskomst, da Rønhave er tilmeldt arbejdsgiverforeningen GLS-A.
Mediet har flere gange taget henvendelse til Jørn Kjær Madsen, men han er ikke vendt tilbage.
AgriWatch har tidligere beskrevet, at styrelsen SIRI i perioden 2018 til april 2021 har anmeldt i alt 110 virksomheder på landbrugsområdet grundet mistanke om brug af ulovlig arbejdskraft. Selskaberne udgør 15 pct. af alle styrelsens anmeldelser om ulovligt arbejde i perioden.
Rønhave udgøres af 3200 køer og 2100 hektar jord. I 2020 landede selskabet et underskud på 7,6 mio. kr. og en bruttofortjeneste på 31,7 mio. kr.