DLG's foderfabrik på Aarhus Havn blokeret i klimaaktion rettet mod Danish Crown

Organisationen Greenpeace har tidligt onsdag morgen iværksat en aktion mod DLG's foderfabrik i Aarhus. Det sker i protest mod Danish Crown og brugen af foder lavet på soja importeret fra Sydamerika.
Foto: Peter Høyer/Watch Medier
Foto: Peter Høyer/Watch Medier

Lastbilerne holdt onsdag formiddag i kø langs kajen i retning mod DLG's foderfabrik på Aarhus Havn, hvor aktivister fra Greenpeace havde iværksat en aktion og blokade i protest mod Danish Crown.

Aktionen foregik i protest mod "Danish Crowns greenwashing af klimaskadelig kød, der har medansvar for den omfattende rydning og afbrænding af Sydamerikas skove", oplyser organisationen.

Greenpeace-aktivist Nicoline Hagen udtaler i en meddelelse fra, at slagterigiganten "må stoppe med at greenwashe klimaskadeligt kød og trække sin vildledende markedsføring tilbage."

Foto: Pressefoto/Greenpeace
Foto: Pressefoto/Greenpeace

"Virkeligheden er, at Danish Crown fodrer klimakrisen og er medansvarlig for rydning af skove i Sydamerika med sin store produktion af svin, opfedet med skovrydningssoja.
Vores tålmodighed med deres klimaløgne er slut, derfor har vi blokeret fabrikken," siger Nicoline Hagen.

Foto: Peter Høyer/Watch Medier
Foto: Peter Høyer/Watch Medier

I alt 23 Greenpeace-aktivister blokerede DLG's foderfabrik. Fremstillingen af foder lavet af soja fra Sydamerika har været kritiseret for at have store klimamæssige konsekvenser og medvirken til skovafbrænding.

DLG oplyser til AgriWatch, at selskabets fabrik på Aarhus Havn ikke fremstiller svinefoder fra soja, men non-GMO kvægfoder.

Greenpeace er en af flere organisationer i Danmark, der har anklaget Danish Crown for at vildlede forbrugerne med dets klimakampagne og mærkningsordning "Klimakontrolleret Gris".

Foto: Peter Høyer/Watch Medier
Foto: Peter Høyer/Watch Medier

Helt konkret mener både Klimabevægelsen i Danmark, Den Grønne Studenterbevægelse, Dansk Vegetarisk Forening og Greenpeace, som alle har kritiseret Danish Crown, at mærket er vildledende, greenwashing og overtræder markedsføringsloven. Argumentet er, at påstandene i kampagnen ikke er underbygget.

For få måneder siden valgte dagligvarekæderne Lidl, Aldi og Coop at fjerne produkter med Danish Crowns lyserøde "Klimakontrolleret Gris"-mærke fra kølediskene som konsekvens af sagen.

Foto: Peter Høyer/Watch Medier
Foto: Peter Høyer/Watch Medier

Astrid Gade Nielsen, kommunikationsdirektør i Danish Crown, har tidligere forsvaret selskabet et interview med AgriWatch:

"Vi kan ikke forstå, man kan komme dertil, at man synes, det her er vildledning. Det er vores klare opfattelse, at den her kampagne ikke er i strid med markedsføringsloven. Vi mener tværtimod, at vi med 'klimakontrolleret gris' taler ind i det, at 1600 griseproducenter gør deres for at hjælpe virksomheden i mål med at reducere CO2-aftrykket med 50 pct. inden 2030."

På Twitter skriver Danish Crown som reaktion på Greenpeace-aktionen:

"Greenpeace’ falske kampagne mod Danish Crown nåede i morges til Aarhus. Aktivister forhindrede medarbejdere i at komme på arbejde og foder i at komme frem til dyr. Kampagnen er fejlagtig, allerede i april 2020 forpligtede vi os til ansvarlig soja."

Slagterigiganten henviser til, at den kræver, at "danske landmænd allerede nu begynder at fodre deres grise med soja, som kommer fra producenter, der kan dokumentere, at produktionen er bæredygtig, ikke har medført rydning af regnskov og lever op til Den Europæiske Foderindustri FEFAC’s retningslinjer for ansvarlig soja."

Klimaorganisationer kritiserer Danish Crown: "Vi frygter amerikanske tilstande"

Danish Crown forsvarer markedsføring: "Vi siger ikke, vi er grønne eller klimavenlige" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Photo: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også