Danish Crown-formand erkender fejl i løn til ukrainske ansatte

Erik Bredholt har betalt for lidt i løn til to ansatte og har derfor efterbetalt 100.000 kr. Han beklager.
Foto: PR Danish Crown
Foto: PR Danish Crown

Svineproducent og formand for Danish Crown, Erik Bredholt, har betalt for lidt i løn til to ukrainske fodermestre, og derfor har han nu efterbetalt 100.000 kr. til dem.

Det skriver Fagbladet 3F.

Ifølge fagbladet har Erik Bredholt desuden har betalt 25.000 kroner til 3F, fordi han ikke har overholdt den overenskomst, han har skrevet under på, at hans virksomhed Edelslund A/S ville overholde.

Erik Bredholt har ikke ønsket at udtale sig til Fagbladet 3F, men erkender at have begået en fejl over for AgriWatch.

"Vi har lavet en fejl omkring betaling af nogle tillæg og især for den ene medarbejder er det en fejl, der er gået igen over fem år. Vi er blevet enige med 3F om efterbetalingen og retter nu op på fejlen," siger Erik Bredholt.

3F mener, du har snydt. Hvordan forholder du dig til det?

"Vi har overset noget i overenskomsten med tillæg, der ikke er blevet afregnet korrekt. Vi har hele tiden troet, vi har levet op til overenskomsten, og der er heller ikke nogen af de pågældende medarbejdere, der har gjort opmærksom på fejl i lønsedlen trods seks års ansættelse. Det er dog ikke en undskyldning. Jeg ved godt, ansvaret er mit."

Erik Bredholt understreger, at han ikke har haft et ønske om at havne i den pågældende situation og fortæller, at Edelslund nu lever op til overenskomsten med 3F.

Edelslund har seks ansatte.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår