Landmænd efter injuriesag: Vi følte os hængt ud som miljøsvin

Selv om forsker er blevet frikendt for injurier, graver Bæredygtigt Landbrug videre i påstand om kvælstof.
Jørgen Evald, der er faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug. | Foto: PR/Bæredygtigt Landbrug
Jørgen Evald, der er faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug. | Foto: PR/Bæredygtigt Landbrug
AF RITZAU

Det sidste ord er næppe sagt i fejden mellem vandmiljøforsker Stiig Markager og lobbyorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

Fredag middag er Stiig Markager blevet frikendt for injurier i en sag anlagt af netop Bæredygtigt Landbrug.

Baggrunden er et debatindlæg, som blev bragt i Berlingske tilbage i 2019. Her skrev forskeren, at udledningen af kvælstof - som primært udledes fra landbruget - til vandmiljøet er øget markant siden 2010.

Det var en påstand, som Bæredygtigt Landbrug opfattede som en ærekrænkelse. Tilmed mente organisationen, at påstanden var forkert.

"Jeg fik rigtig mange henvendelser fra vores medlemmer, som var stødt på udsagnet. De følte sig hængt ud som miljøsvin. Samtidig knoklede de med at forsøge at leve op til de restriktioner og miljøkrav, der bliver strammet hele tiden," siger Jørgen Evald Jensen, der er faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug.

Store mængder kvælstof er skadeligt for vandmiljøet. Da det primært kommer fra landbruget, opfattede Bæredygtigt Landbrug påstanden om stigende udledning som møntet på de danske landmænd.

"Vi er slet ikke færdige med at rode i det her. Vi fortsætter formentlig ikke i retssystemet, men vi er nødt til at finde ud af, om man som forsker kan lave sine egne modeller og så bare køre med dem," siger Jørgen Evald Jensen.

Det er Retten i Hillerød, der har taget stilling til sagen. Ifølge retten kan Stiig Markagers udsagn om kvælstofudledning hverken betegnes som ærekrænkende eller faktuelt forkert.

Sagen drejer sig om følgende udsagn:

"Den mængde kvælstof, som tilføres havet, er steget 700 tons pr. år siden 2010, (data fremgår af rapporten Vandløb 2017) efter at der er korrigeret for udsving i nedbør. Stigningen er statistisk signifikant."

Stiig Markagers udsagn bygger på den årlige miljørapport Novana, som Aarhus Universitet laver for Miljø- og Fødevareministeriet.

Han er selv ansat af Aarhus Universitet.

Forskeren kom frem til sin påstand om kvælstofstigning ved at lave beregninger på rapportens bagvedliggende data.

Ifølge Bæredygtigt Landbrug har organisationen ikke fået mulighed for at se de konkrete beregninger. Den påstand afviser Stiig Markager.

#De har fået tilsendt samtlige data, som ligger til grund for mit udsagn. Jeg tror Bæredygtigt Landbrugs formål med sagen har været at skræmme andre forskere mod at stille op i debatten," siger professoren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også