Overblik: Landbrugslobby og minister fulgte støtteansøgninger

I mindst et specifikt tilfælde oplevede Landbrugsstyrelsen et pres fra Landbrug & Fødevarer.
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Som led i en undersøgelse af kontrollen med udbetaling af landbrugsstøtte og -tilskud er Rigsrevisionen faldet over et specifikt forløb fra 2016 og 2017, der ifølge Statsrevisorerne har en "principiel karakter".

Her modtager Landbrugsstyrelsen fire ansøgninger om støtte fra samme ejer/ejere.

Både daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og landbrugsorganisationen Landbrug & Fødevare optræder herefter i forløbet frem mod, at de fire ansøgninger godkendes året efter.

Læs hvordan ministeren og landbrugsorganisationen fulgte ansøgningerne på deres vej til en godkendelse:

I august 2016 modtager Landbrugsstyrelsen fire ansøgninger med samme "bagvedliggende ejerforhold" med henblik på at nå fire gange tilskud på syv millioner fra ordningen "Modernisering af slagtesvinestalde 2016."

I oktober samme år konkluderer styrelsen i et udkast til en afgørelse, at der ikke kan gives tilskud, fordi det vil være et forsøg på at omgå støtteloftet på syv millioner kroner. Dermed var der en mistanke om forsøg på at omgå reglerne.

Den vurdering er EU-Kommissionen ifølge Landbrugsstyrelsen den dag i dag stadig enig i.

Februar 2017 bliver en ny juridisk vurdering foretaget. Den viser, at der godt kan gives tilskud.

Vurderingen faldt anderledes ud, fordi der var usikkerhed om, hvorvidt vægten skulle lægges på cvr-numre eller ejerkreds, og at der ikke var tilstrækkelig grund til at tale om en "egentlig omgåelse" af reglerne.

Rigsrevisionen skriver om sagsbehandlingen:

"Ansøgningerne havde ifølge en enhed i Landbrugsstyrelsen stor bevågenhed hos erhverv og hos miljø- og fødevareministeren (Esben Lunde Larsen, red.)"

"Samtidig fremgår det af korrespondancen, at de fire ansøgninger skulle drøftes med Landbrug & Fødevarer, L&F, på et møde kort tid efter."

"Landbrugsstyrelsen har ikke over for Rigsrevisionen kunnet redegøre for sagen, og der findes ikke et referat fra mødet."

I marts 2017 skriver en medarbejder i styrelsen som forberedelse til et møde med Esben Lunde Larsen, at "L&F har særligt fokus" på, hvor mange af ansøgningerne, der blev godkendt.

Derudover klædes medarbejderen på til at give ministeren en opdatering på, hvad status på de fire ansøgninger er.

I juli 2017 fremgår det af et notat, at der er uenighed i Landbrugsstyrelsen om den juridiske vurdering fra marts.

"Dele af Landbrugsstyrelsen var af den opfattelse, at afgørelsen om at give tilsagn til de fire selskaber ikke inddragede flere relevante forhold vedrørende omgåelse, som kunne have ført til afslag af tilskudsansøgningerne," skriver Rigsrevisionen.

"Dele af Landbrugsstyrelsen frygtede samtidig, at en revision ville underkende de fire ansøgningers berettigelse til støtte."

I et telefonnotat fra november 2017 fremgår det, at Landbrugsstyrelsen telefonisk orienterer Miljø- og Fødevareministeriet om, at ansøgningerne blev imødekommet i marts 2017 "efter pres fra Landbrug & Fødevarer".

Statsrevisorer om hul: For tætte bånd mellem landbrug og styrelse 

Styrelsen vil styrke kontrollen med landbrugsstøtten efter alvorlig kritik 

Statsrevisorer: Landbrug & Fødevarer har forsøgt at lægge pres på ministeriet

Landmænd har kunnet fuske med millionstøtte grundet svag kontrol 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også