Minkavlere får lov til selv at stå for aflivning og rengøring

Fremover kan minkavlere stå for hele opgaven ved aflivning af mink. Det vil sige både aflivningen samt den efterfølgende rengøring og desinfektion. Og de kan få dækket udgifterne ved opgaven.
Det oplyser Fødevarestyrelsen tirsdag i en pressemeddelelse.
Styrelsen håber, at det kan være med til at sætte fart i aflivningen af mink. Flere end 1,3 millioner mink skal over de kommende uger aflives, fordi der er fundet coronavirus i besætningerne.
"Vi har desværre over de seneste uger set en bekymrende smitteudvikling på minkfarmene."
"Og vi må konstatere, at det er svært at få aflivet besætningerne hurtigt nok til at mindske risikoen for smitte mellem farmene og fra farmene ud i civilsamfundet," siger Nikolas Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen, i pressemeddelelsen.
Selv om minkavlere nu kan påtage sig hele opgaven selv, vil Fødevarestyrelsen fortsat have en rolle at spille.
Fødevarestyrelsen vil således være til stede under aflivningen og blandt andet informere om brug af værnemidler. Styrelsen skal også godkende den efterfølgende rengøring og desinfektion.
Dermed bliver der ført tilsyn med, om rengøringen er tilstrækkelig til at hindre coronasmitte.
Minkavlerne modtager en fast aftalt betaling til dækning af omkostningerne. Beløbet afhænger af besætningens størrelse.