Danske Minkavlere bakker op om massiv aflivning af mink

Nyheden om at mindst en million mink på omkring 100 minkfarme skal aflives bliver hilst velkommen af Dansk Minkavlerforening.
Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
"Det er en tung beslutning, regeringen har truffet, men vi bakker fuldstændig op. I de seneste uger har vi alle oplevet, at stadig flere farme i Nordjylland er blevet smittet, og ingen har kunnet forklare stigningen. Menneskers sundhed må komme først. Vi ønsker ikke som erhverv at være kilde til angst i lokalsamfundet," siger Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere, i meddelelsen.
Mindst 100 minkbesætninger skal aflives på grund af coronasmitte
På nuværende tidspunkt er 41 minkfarme i Nordjylland konstateret smittet med coronavirus. Herudover er 20 minkfarme under mistanke. Alle disse minkfarme skal slås ned, og det samme gælder raske besætninger i en radius af 8 kilometer fra de berørte besætninger.
De nærmere betingelser for aflivningerne vil Danske Minkavlere nu dykke ned i.
"Det er klart, at den enkelte avler skal håndteres og også kompenseres korrekt ud fra de gængse regler for disse indgreb i husdyrproduktioner. Det er der en gennemprøvet praksis for på andre områder, og det har vi fuld tillid til," siger Tage Pedersen, der fortæller, at de seneste uger har været forfærdelige for de berørte avlere.
"Usikkerheden har været altopslugende for de enkelte avlere, medarbejdere og deres familier. Nogle af mine medlemmer har måttet passe deres dyr, mens de selv har været meget syge af corona. De har ikke vidst, om de kunne pelse om kun en måneds tid fra nu af - og dermed bevare deres erhverv og deres indtægt, eller om de skulle gå fra gården," siger Tage Pedersen.