Partnerskaber øger fokus på danskproducerede proteiner fra hestebønner og græs

Gennem to partnerskaber vil flere aktører inden for landbruget øge fokus på grønne proteiner, og særligt hestebønner er interessant.
Foto: privatfoto / Dakofo
Foto: privatfoto / Dakofo

Virksomhederne fra blandt andet den danske grovvarebranche og store andelsselskaber fra landbruget har som mål at øge fokus på forædling af dansk produceret proteiner. Det skal ske i to partnerskaber.

Et af målene til at nå til en reduceret import af protein fra blandt andet Sydamerika er forædling af danske afgrøder.

Her er hestebønner et af de store fokusområder, siger Claus Saabye, der sidder med i begge partnerskaber og er teamchef i brancheorganisationen for danske korn- og foderstofvirksomheder, Dakofo.

I form af de to partnerskaber Crop Innovation Denmark og Dansk Protein Innovation arbejdes der med at udvikle mulighederne for at øge danskproduceret protein.

I førstnævnte partnerskab er der gennem forskellige projekter sat skub i udviklingen af nye hestebønnesorter.

"Vi mener, at vi kan producere hestebønner til både Danmark og Europa, der kan konkurrere og booste en dansk EU-produktion af protein. Her er foderbranchen en central aktør, fordi vi anvender de afgrøder, som fungerer godt konkurrencemæssigt og prismæssigt. Det er vores forhåbning, at udviklingen af nye robuste hestebønnearter kan udkonkurrere soja både på pris, kvalitet og i forhold til klima," siger Claus Saabye.

Han tilføjer, at der i Europa er en selvforsyning på foderprotein på cirka 80 pct., mens det tal i forhold til højproteinsafgrøder er nede på 25 pct., og derfor arbejder de forskellige interessenter i partnerskaberne på at udvikle bedre højproteinafgrøder.

Samtidigt ser partnerskaberne også store potentialer indenfor bioraffinering af proteiner fra græs og kløver. Her glæder det blandt andet Claus Saabye, at både foder- og planteforædlingsbranchen allerede er gået meget aktivt i gang med at udfolde potentialet.

"Vi har et meget stærkt udgangspunkt i græsforædling og en innovativ foderbranche," siger han.

Modernisering af forædling

Landmænd har de seneste år fået øjnene op for dyrkning af hestebønner både konventionelt og økologisk.

Både i Crop Innovation Denmark og Dansk Protein Innovation blev det vurderet, at der forskningsmæssigt var et stort potentiale i at kigge på forædlingen af hestebønner.

Det sker i samarbejde med danske universiteter og med samarbejdspartnere i udlandet. Derfor startede parterne i Crop Innovation Denmark med investeringstilskud fra Innovationsfonden et forskningsprojekt inden for hestebønner.

"Vi vil gerne flytte forædlingen af hestebønnesorter og modernisere forædlingsprogrammerne, som det er set med andre afgrøder. Vi ser gerne, at vi inden for en årrække får endnu bedre hestebønnesorter ud, som kan få fat i markedet. Vi vurderer, at markedet er stigende, og vi tror på, at der er yderligere potentiale med nye sorter," siger Claus Saabye

Han henviser til, at der også i EU fokuseres på proteinafgrøder, lige som den danske regering er kommet med anbefalinger til at øge danskproducerede proteiner.

Hvis ønsket om øget dansk og nærproduceret protein skal lykkedes, er der behov for at investere i forskning og udvikling.

Alene i Dansk Proteininnovation er der et mål om forskningsfinansiering på 500 mio. kr. frem mod 2023. Det er penge, der skal komme fra virksomheder, EU og danske forskningsmidler.

Derfor glæder det også blandt andre Claus Saabye, at GUDP og Innovationsfonden har støttet flere udviklingsprojekter inden for bæredygtige proteiner.

Han bider desuden mærke i, at der er afsat penge i finansloven til forskningen inden for grønt protein. Men han er helt med på, at det er store midler, som partnerskabet beder om.

"Det kræver store midler, men du er nødt til at investere for at komme videre. Hvis du vil erstatte en tredjedel af sojaimporten inden for en årrække, så kræver det forskningspenge," siger han.

Fra Bioøkonomipanelet er der tidligere vurderet, at der er potentiale for omkring 300.000 ton yderligere dansk protein i fremtiden, som kan komme fra græs, kløver og bælgplanter.

70 procent af omsætningen på gammel herregård kommer fra energi

Insektfarm har investeringsprospekt klar i efteråret: Målet er at rejse 200 millioner

Ausumgaard-projekt vil have græsprotein ud i efteråret 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også