Universitet i ny regnefejl: Udledning er mindre

I en ny sag erkender Aarhus Universitet nu, at der er begået en regnefejl. Danmark udleder mindre kvælstof end antaget.
Foto: Jan Dagø/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Foto: Jan Dagø/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
AF RITZAU og William Rønfeldt Kristensen

Aarhus Universitet har begået en ny regnefejl, hvor det nu fremgår, at Danmark udleder mindre kvælstof end hidtil oplyst, men stadig for meget.

Fejlen rækker tilbage til 1990 og betyder, at der er udledt 3000 ton mindre end oplyst i 2018. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Sagen kommer efter en anden regnefejl fra universitetet, som omhandlede lavbundsjorde. Miljøminister Lea Wermelin (S) er ærgerlig.

"Det er dybt utilfredsstillende, at Aarhus Universitet ikke har haft styr på tallene, og det er desværre sket flere gange i den seneste tid. Vi er som politikere nødt til at kunne stole på fakta fra forskerne, når vi diskuterer og træffer politiske beslutninger," siger hun.

Universitetet er endnu ikke klar over det præcise omfang i den nye sag. De årlige udledninger i perioden 1990-2018 er som gennemsnit overestimeret med cirka 1000 ton.

Der er ganske enkelt brugt flere målestationer end tidligere og anvendt bedre modeller til beregninger af mængden af kvælstof og fosfor, der strømmer via vandløb til havet.

Det oplyser Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet i en pressemeddelelse. Politikerne og befolkningen er nødt til at kunne stole på forskernes beregninger ifølge ministeren.

"Det er afgørende, og derfor har mit ministerium bedt universitetet om en plan for, hvordan de vil øge kvalitetssikringen af deres forskning fremover," siger Lea Wermelin.

Kort før jul blev forskerne opmærksomme på flere uforklarligt store forskelle mellem nye og gamle metoder, når man analyserede resultaterne på mindre områder og på tilførslerne til havet.

Forskellene var dog for store til at kunne forklares med nye regnemetoder, og der blev iværksat en ny gennemgang, der blotlagde fejlene.

Mens fejlen er rettet for udledning af kvælstof, mangler der stadig beregninger for fosfor.

Udledningen af kvælstof er stadig mindst 10.000 ton mere end målet. I forbindelse med de kommende vandområdeplaner for 2021-2027 vil målbelastningen blive opdateret.

"Tilstanden i vandmiljøet er stadig slet ikke god nok, det ændrer fejlen ikke på. Vi skal stadig reducere udledningen af kvælstof. Derfor er det så utilfredsstillende, at vi ikke har haft de rigtige data. Men det skal vi undersøge helt til bunds," siger Lea Wermelin.

Ministeren har bedt Aarhus Universitet om en teknisk gennemgang af sagen.

Den første regnefejl med lavbundsjorde betyder, at de klimabelastende lavbundsjorde i landbruget udgør 170.000 hektar og ikke 108.000 hektar som hidtil antaget.

Opdagede fejl i december

Ifølge et notat fra Nationalt Center for Miljø og Energi blev Aarhus Universitet opmærksomme på fejlen d. 19. december 2019.

I december 2019 blev årets NOVANA-rapporter offentliggjort, hvor rapporten "Vandløb 2018" indgik, som opgør den årlige transport af kvælstof og fosfor til kystvandene. I forhold til tidligere beregninger er der i denne rapport ændret i datagrundlag og beregningsmetode som en forbedring af de årlige opgørelser.

"Den 19. december 2019 blev AU i imidlertid opmærksom på, at der, når man analyserede forskellene på mindre kystoplande og på månedsniveau, var en række store forskelle i resultaterne mellem den nye opgørelse og opgørelserne foretaget tidligere år. Denne forskel kunne ikke forklares med de ovenfornævnte ændringer i metode og datagrundlag," står der i notatet.

Minister ændrer i kontrol af minivådområder 

Venstre efter samråd: Fjern fremrykning af efterafgrøder 

Fødevareminister ændrer ikke ved fordeling af landbrugsstøtte 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også