Leverandør af staldventilation lægger ambitiøs vækstplan i skuffen

Salg til eksportmarkederne står stille for agrovirksomheden KJ Klimateknik på grund af coronavirusset. "Nu handler det om at holde skindet på næsen," siger direktøren.
Foto: PR-foto KJ Klimateknik
Foto: PR-foto KJ Klimateknik

Der stod vækst med store bogstaver på den femårige strategiplan, som Allan Pedersen i efteråret 2019 færdiggjorde for agrovirksomheden KJ Klimateknik, der producerer staldventilation og foderanlæg til svine- og fjerkræproducenter.

Siden kom coronakrisen, og effekterne har hurtigt og resolut sat ambitionen om at fordoble omsætningen i løbet af fem år på standby.

"Vi kan slet ikke holde vores vækststrategi. Nu handler det om at holde skindet på næsen, og der skal mere tålmodighed til," siger Allan Pedersen, der overtog ejerskabet af selskabet i november 2016.

Han fortæller, at KJ Klimateknik trods udfordringerne har holdt på alle medarbejdere indtil videre.

Selskabet gør brug af muligheden for at skubbe nogle betalinger til det offentlige som skat og afgifter, og samtidig undersøger ledelsen muligheden for at anvende andre hjælpepakker.

Trods udfordringerne er salget ikke gået helt i stå for virksomheden fra Kjellerup.

"Kunderne vil stadig gerne have besøg, så vi har egentlig travlt nok, når det kommer til service og mindre vedligeholdelsesprojekter. Men vi kan mærke, at salget af større projekter er gået i stå," siger Allan Pedersen.

Udlandet i bremsefunktion

KJ Klimateknik har de seneste år taget armbrøsten med til jagtmarker i udlandet, og i det forgangne år kom 22 pct. af omsætningen fra eksportmarkeder som Norge, Sverige og Baltikum.

Det var netop på eksportmarkederne, at virksomheden særligt havde udset sig yderligere vækst, men meget af den aktivitet er nu sat i bero.

"I Danmark har vi en lang historik og en betydelig position, mens vi på nye markeder skal opbygge en position. Det står stille, og det er svært at sige, hvornår der kommer gang i det igen," siger Allan Pedersen.

KJ Klimateknik offentliggjorde i oktober regnskab for 2018/19, der dækkede over perioden fra 1. juli 2018 til og med udgangen af juni 2019.

Her kom KJ Klimateknik ud med et overskud på 1,2 mio. kr. mod 1,4 mio. kr. i 2017/18, mens bruttofortjenesten steg fra 9,5 mio. kr. til 9,8 mio. kr.

I den forbindelse fortalte Allan Pedersen til AgriWatch, at ambitionen i det igangværende regnskabsår var en vækst på omkring 20-25 pct. på både top- og bundlinje.

Sådan kommer det dog ikke til at gå.

"Vores regnskab bliver dårligere end sidste år. Det bliver ikke noget fantastisk år. Det skyldes dog ikke kun coronavirus, men den opblomstring, vi havde forventet, er selvfølgelig udeblevet på grund af det."

Hvad skyldes det ellers?

"Vi har investeret meget i personale, udvikling og markedsføring, og det sætter sine spor."

KJ Klimateknik beskæftiger 20 medarbejdere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også