Nyt fald i Danish Crowns svinenotering: "Markedet tørster efter nye impulser"

Sommerferie, usikkerhed om genåbninger i Europa, og en ubalance mellem udbud og efterspørgsel fører til et fald i svinenoteringen fra slagterigiganten Danish Crown, som håber på en bedre stemning i Kina eller større forbrug i Europa.
Foto: Cicilie S. Andersen
Foto: Cicilie S. Andersen

Sommerferien og lav aktivitet er fortsat med til at sætte sit præg på det europæiske marked for fersk svinekød. Således er meldingen fra Danish Crowns globale salgsdirektør, Lars Albertsen, i den danske slagterigigants ugentlige beretning for svinemarkedet.

Heri fremgår det, at svinenoteringen i uge 31 falder med 20 øre til 9,9 kr. pr. kg., mens noteringen fortsat er uændret for søer.

"Priserne siver fortsat, fordi der er en mindre ubalance mellem udbud og efterspørgsel. Markedet tørster efter nye impulser fra enten Kina eller et større forbrug i Europa," siger Lars Albertsen.

Han beretter om en stigende usikkerhed omkring genåbningerne på tværs af Europa, og mange kunder derfor er afventende.

"Vi håber at få et løft efter sommerferien, hvor mange lande ventes at skrue ned for hjemmearbejdet og løfte rejserestriktionerne, men på nuværende tidspunkt er det fortsat usikkert," siger Lars Albertsen.

Efterspørgslen på brystflæsk, bove, nakker, kamme og bacon er ifølge Danish Crown jævn, mens den er mindre på delstykker som skinker og forender. Efterspørgslen fra bl.a. Japan er stabil, mens der fortsat er en afventende stemning hos kinesiske indkøbere.

I 2020 var den gennemsnitlige notering over året 11,62 kr. pr. kg. I de første 31 uger af 2021 har den gennemsnitlige notering været 10,46 kr. pr. kg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også