Danish Crown i stormvejr: Dagligvarekæder dropper omdiskuteret klimamærke

Klimamærket fra Danish Crown har mødt kritik fra flere organisationer, som har stævnet slagterikoncernen, og nu har dagligvarekæderne Lidl og Coop valgt at fjerne det lyserøde mærke fra deres varer.
Foto: Jonas Ahm / Greenpeace
Foto: Jonas Ahm / Greenpeace

Efter et massivt stormvejr bliver Danish Crowns lyserøde mærkat med teksten ”Klimakontrolleret Gris” nu fjernet fra kølediskene i de to dagligvarekæder Lidl og Coop. Det skriver Børsen.

Flere klima- og miljøorganisationer har beskyldt koncernen for at vildlede forbrugerne og fremlægge ikke-underbyggede påstande i den ambitiøse kampagne, hvori Danish Crown påstår at have mindsket klimaaftrykket fra svinekød med 25 pct. siden 2005.

Hos Lidl er der ifølge Børsen tale om, at mærket indtil videre fjernes fra produkter med fersk svinekød, som bliver solgt under Lidls eget brand. Hos Coop fjernes mærket fra Bornholmergrisen, der er et af Danish Crowns egne produkter som følge af kritikken.

"Det afgørende for os med det og alle andre mærkninger er, at kunden skal kunne stole på produktet. Hvis der er tvivl om en mærkning, så vælger vi at sætte det i bero. Det valgte vi at gøre efter at have talt med parterne," siger Morten Vestberg, der er kommunikationschef i Lidl, til Børsen.

Gør alvor af trussel: Organisationer sagsøger Danish Crown 

Greenpeace klagede i forsommeren til Forbrugerombudsmanden over Danish Crowns kampagne, da organisationen mener, den er vildledende og i strid med markedsføringsloven. Den har krævet, at slagterikoncernen trækker mærkningen og kampagnen tilbage.

"Danish Crown har ikke været i stand til at dokumentere sin påstand om, at produkterne markedsført med det lyserøde klistermærke "Klimakontrolleret Gris" er mindre klimaskadeligt end andet dansk eller udenlandsk svinekød," siger Sune Scheller, der er kampagne- og programchef hos Greenpeace, i en pressemeddelelse.

Kampagnen mener Greenpeace har flere påstande, som ikke er dokumenterbare i markedsføringen – bl.a. fordi at belastning fra foderproduktion ikke medregnes i klimaregnskabet, samt at mærkningen består af "frivillige, uforpligtende målsætninger".

Også de grønne organisationer Klimabevægelsen, Den Grønne Studenterbevægelse og Dansk Vegetarisk Forening har valgt at lægge sag an mod Danish Crown. Det er måske årsagen til, at slagterikoncernen ikke er overrasket over, at Lidl og Coop indtil videre skrotter mærket.

"Vi er da ærgerlige over, at nogle af vores kunder vælger at tage mærket af. Omvendt er det ikke overraskende, når der er indbragt en sag for Forbrugerombudsmanden, og den ser vi nu frem til at få afklaret. Det her reaktionsmønster er ikke alene affødt af en klimadagsorden, men det kunne man forvente at se, uanset hvilket slags produkt der bliver indklaget til Forbrugerombudsmanden," udtaler Danish Crowns pressechef Jens Hansen til Børsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også