Westfleisch-formand om direktørfyring: "Det er beklageligt men ikke usædvanligt"

Formanden for Westfleisch er taknemmelig for Steen Sønnichsens indsats, der tirsdag blev fyret som topchef for andelsslagteriet. Afskeden er der intet odiøst i trods forhistorien med en forfejlet handel med Kina.
Steen Sønnichsen er fortid som adm. direktør for Westfleisch. | Foto: PR / Westfleisch
Steen Sønnichsen er fortid som adm. direktør for Westfleisch. | Foto: PR / Westfleisch

"På den ene side er det beklageligt, men på den anden side er der intet usædvanligt i det."

Sådan lyder ordene fra Westfleischs formand Josef Lehmenkühler, der tirsdag fortalte slagteriets 4800 andelshavere om fyringen af den nu tidligere adm. direktør Steen Sønnichsen på en generalforsamling. Det skriver Fleischwirtschaft.

"Det er en ting, der sker igen og igen i selskaber. Den eneste og vigtigste ting er, at når fællesskabet og enigheden ikke er der mere, så er det tid til at gå hver sin vej," siger Josef Lehmenkühler til generalforsamlingen.

Ifølge mediet Wirtschafts Woche bundede afskedigelsen blandt andet i efterspillet på en gammel sag, hvor Steen Sønnichsen lavede en række handler med sin bror Torben Sønnichsen og selskabet Prime Pork Trading.

I stedet for at bruge Westfleischs egne salgskanaler til Kina, foregik handlen gennem Prime Pork Trading via Dubai. En af disse handler medførte et milliontab, da 12.000 ton frossent svinekød ikke kunne leveres til Kina.

Formanden ønskede herefter Steen Sønnichsen held og lykke med sin videre færd både professionelt og privat.

Der er ikke blevet udpeget en ny adm. direktør - derimod vil den resterende ledelse i form af Carsten Schruck og Johannes Steinhoff overtage den tidligere direktørs opgaver.

Ifølge Wirtschafts Woche var et svagt 2020 også en af årsagerne til afskeden med Steen Sønnichsen.

For året faldt overskuddet med 2,6 mio. euro til 8,1 mio. euro (60,2 mio. kr.).

Salget steg omvendt med 1,3 pct. sammenlignet med 2019 og endte på 2,83 mia. euro (21 mia. kr.), mens 7,5 millioner svin blev slagtet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også