Svineproducenter kan se frem til endnu en uge med samme notering: "Vi krydser fingre for, at temposkiftet kommer nu"

Det gode vejr lader vente på sig, og det får betydning for Danish Crowns andelshavere, som igen i uge 22 kan se frem til at modtage 11,7 kr. pr. kg. slagtesvin.
Det oplyser koncernen i den ugentlige markedsberetning.
"Der er langt om længe udsigt til bedre vejr i Europa. Nu bliver det interessant at se, hvor meget fart det kan sætte i markedet. Efter et år, hvor det europæiske marked næsten udelukkende har skuffet, er jeg behersket optimist, men intet er, som det plejer at være, så vi krydser fingre for, at temposkiftet kommer nu," siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork, i beretningen.
Selskabet beretter om, at der er godt salg til Japan, mens også afsætningen til Kina er stabil.
For at presse prisen højere op kræver det, at efterspørgslen stiger.
"Kunderne er afventende, fordi de ikke endnu oplever en ændring i efterspørgslen. Vi ser tegn på et bedre salg til foodservice, men det har ikke været nok til at flytte markedet indtil nu," siger Lars Albertsen.
11,7 kr. pr. kg. er præcis den samme pris som på samme tid i 2020. Siden da har prisen været i en bølgedal, som ramte bunden i slutningen af 2020, hvor prisen lød på 9,3 kr. pr. kg.
Mens noteringen for slagtesvin er stabil, stiger noteringen for søer med 30 øer til 6,9 kr. pr. kilo.