Nye økoregler fra Arla kan knække halsen på mindre andelshavere

Arlas økologiske andelshavere i Sverige, som har sine køer i bindestald, kan inden for en årrække miste sit økotillæg, hvis der ikke investeres i løsdrift af besætningen.
Arla vil gøre op med salget af økologisk mælk, som kommer fra opbundne køer. I fremtiden skal mælken komme fra fritgående køer, ellers bliver mælken betegnet som konventionel, skriver svenske Dagens Nyheter.
Inden oktober 2024 skal de pågældende andelshavere have bygget en bedrift til løsdrift, og det kan blive en udfordring for de mindre andelshavere.
"De mindre gårde kommer til at have svært ved at få råd. Det er dem, der bliver ofret," siger den svenske mælkeproducent Elin Rydström til mediet.
For ti år siden indførte den svenske myndighed Jordbruksverket et krav om løsdrift på de økologiske gårde. Dog var mindre bedrifter med maksimalt 45 køer undtaget.
Arlas svenske pressechef Erik Bratthall siger til mediet, at de fleste af Arlas 450 svenske andelshavere med økologisk produktion har planer om at bygge om inden for de næste fem år.
Han har ikke et overblik over, hvor mange andelshavere der er nødsaget til at bygge om som følge af reglen, men det er et fåtal, siger han.
Relaterede artikler:
Arla-konkurrent sælger kinesisk mælkeproduktion
For abonnenter
Arlas største konkurrent investerer i Asien
For abonnenter