Kopenhagen Fur: To store resterende minkauktioner ændrer ikke på, at det bliver et dårligt år

Verdens største minkauktionshus, Kopenhagen Fur, har to auktioner tilbage i 2020 og omkring 10 mio. skind, der skal udbydes. Det kommer ikke til at ændre, at året for selskabet er ekstremt dårligt grundet corona, påpeger direktør Jesper Lauge Christensen. Han understreger, at underskud er uundgåeligt.
Foto: PR-foto
Foto: PR-foto

Med et foreløbigt salg på 3 mio. skind ud af 10 mio. udbudte skind ser de økonomiske udsigter for årets resultater sorte ud for det danske minkauktionshus Kopenhagen Fur.

Selv om selskabet, der er verdens største inden for sit felt, fortsat mangler at afvikle to auktioner og udbyde omkring 10 mio. resterende skind, vil året give underskud, fortæller direktør Jesper Lauge Christensen til AgriWatch.

"I forhold til auktionshuset, må vi bare sige, at vi ikke kommer ud af året uden at lave underskud – uanset, hvordan vi vender og drejer det. De to kommende auktioner er som sådan ikke kritiske for resultatet i år, for det bliver et dårligt år forårsaget af det, vi står i," siger adm. direktør i Kopenhagen Fur, Jesper Lauge Christensen.

Da der fortsat er 10 mio. skind, der skal udbydes, kan direktøren ikke komme med et estimat for underskuddet.

Han håber, de resterende auktioner kan tilføre lidt økonomisk hjælp til minkavlerne.

"I forhold til avlerne er det meget svært at se, at selv to relativt gode auktioner kan redde året. Men jo flere solgte skind, jo mere likviditet kan vi tilføre avlerne. Mit indtryk er, efter den dialog jeg har med avlerne, at de fleste har en plan for årets produktion."

Kopenhagen Furs august-auktion begynder 24. august og slutter 31. august. Ifølge salgsprogrammet vil der blive udbudt knap 5,8 mio. skind. September-auktionen begynder 20. september og slutter 29. september. I alt skal omkring 10 mio. skind udbydes på de to auktioner.

Tilbageholdende kunder

Ifølge direktøren i Kopenhagen Fur er den helt store udfordring for selskabet, at detailsalget ikke er startet op. Detailhandelssæsonen starter først i oktober og løber til februar i 2021.

"Først der kan vi måle, hvad der er af aftræk gennem hele værdikæden, og der må vi kigge på, hvor stor indflydelse det her har på forbruget af pelsværk," siger Jesper Lauge Christensen og tilføjer:

"Men jeg må sige, at jeg ikke tror, vi skal blive chokerede over, at det har en effekt. Det ville være mærkeligt andet."

Kunderne og indkøberne køber minkskind med en forventning om forbruget i den kommende detailhandelssæson.

Grundet coronakrisen har troen på forbrugernes købelyst ikke været der, hvorfor det har været vanskeligt at betrygge kundegrupperne om, at markedet ikke har taget skade, fortæller direktøren.

Jesper Lauge Christensen påpeger, at krisen har en indflydelse ikke blot i Kina, men også i markeder som Rusland, Korea, Europa og Nordamerika. Det kinesiske marked har dog ifølge direktøren været særligt tilbageholdende i forhold til indkøb.

Dertil er det russiske marked ikke "kommet i gang" i år, påpeger Jesper Lauge Christensen.

"Det gør av at stå med en kundegruppe, der er enormt afventende og kun lige køber ind til det, de ved, de kan sælge. Værdikæden er gået i stå."

Dårligere end dårligt

Jesper Lauge Christensen understreger, hvor dårligt et år Kopenhagen Fur er i, ved at opstille de afsætningsmæssige resultater:  

"Sidste år, hvilket vi betragtede som et rigtigt dårligt år, blev der i alt afsat omkring 40 mio. skind til branchens kundegrupper og indkøbere. Vi solgte selv omkring 25 mio. skind. I år har vi foreløbigt solgt lige godt 3 mio. skind, hvor vores konkurrent har solgt 2 mio. skind," siger direktøren.

De skind, der vil være til overs efter alle auktionerne i 2020, vil blive udbudt i næste års auktioner. Ifølge Jesper Lauge Christensen har liggetiden på lagrene ikke kvalitetsmæssig betydning for skindene.

Han påpeger dog, at det er en ærgerlig situation, at der vil blive fyldt mere op i næste års udbud. Derfor håber direktøren på gode konditioner på det globale marked i fremtiden.

"Hvis vi får et godt 2021 og en god detailhandelssæson, kan vi komme nogenlunde tilbage til normalen og hurtigt få tømt ud i skindlagrene. Men jo længere tid der går med en usikker verden og flere udbrud af virus på vores eksportmarkeder, jo længere tid tager det at arbejde lagrene ned," siger Jesper Lauge Christensen.

Årets første fysiske auktion

Kopenhagen Fur har for første gang i selskabets historie holdt digitale auktioner i år grundet coronavirussen. Med lavere smittetal har selskabet dog fået mulighed for at afholde auktionen fysisk igen for første gang i år.

Det bliver dog udelukkende indkøbere for kundegrupper, der deltager, og ikke de bagvedliggende kunder, der især i Asien oplever restriktioner ved rejser samt karantæneregler.

Selv om auktionen er fysisk, vil det ikke umiddelbart komme til at ændre på markedssituationen, påpeger Jesper Lauge Christensen.

"I forhold til den underliggende efterspørgsel, tror jeg ikke, det vil have den helt store effekt, at vi nu holder en fysisk auktion. Efterspørgslen står enormt svagt på grund af situationen i verden. Der, hvor vi håber, kan komme en lille effekt er ved den tekniske afvikling af salget i forhold til at have kunderne samlet," siger Jesper Lauge Christensen.

Direktøren uddyber, at det at have kunderne samlet kan skabe mere fleksibilitet i forhold til prisen i auktionen både i opadgående og nedadgående retning.

Selv om den digitale løsning har fungeret, har den været mere ufleksibel ifølge direktøren, og Jesper Lauge Christensen håber, at kunderne ved at sidde i auktionssalen sammen og se, hvem de byder mod, kan skabe mere tryghed i forhold til indkøb.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også