Dansk Pelsdyravlerforening: "Det handler om, at avlerne får kritisk hjælp på et kritisk tidspunkt"

Statens støttepakker giver også nødvendig hjælp til danske minkavlere. Ifølge Dansk Pelsdyravlerforening, der ejer Kopenhagen Fur, kan hjælpepakkerne understøtte avlerne til at komme sikkert gennem året.
Foto: PR-foto Kopenhagen Fur
Foto: PR-foto Kopenhagen Fur

Der kan være afgørende checks på vej til de danske minkavlere, der er blevet økonomisk afklædt af en årrække med lave priser kulminerende med årets første auktion.

I forhold til de mere end 20 forskellige hjælpepakker den danske regering har igangsat under coronakrisen, kan danske pelsdyravlere også få økonomisk støtte fra nogle af dem. Det påpeger Kopenhagen Fur, der også understreger vigtigheden af, at avlerne kan få hjælp.

"Vi ved ikke præcist, hvor mange der har søgt eller kan få økonomisk hjælp, og det er for tidligt at sige noget om, hvordan vi vurderer udfaldet af coronakrisen for avlerne samt støttepakkernes betydning," siger Sander Jacobsen, der er direktør for avlerforhold i Kopenhagen Fur, som er ejet af Dansk Pelsdyravlerforening og ultimativt de danske minkavlere, og tilføjer:

"Hjælpepakkerne kan understøtte den nødvendige likviditet hos mange avlere for året ud, og det er det generelle billede, vi vil se. Så vil avlerne skulle revurdere til juletid, hvordan produktionen i 2021-22 skal se ud."

Minkavlerne kan søge hjælpepakker, der handler om likviditetsforskydning ift. skat og moms og pakker, der omhandler de relevante faste omkostninger og kompensation for selvstændige.

"Det handler om, at avlerne får kritisk hjælp på et kritisk tidspunkt. Men det er vigtigt at nævne, at det er en branche, der beslutter sig for produktionen per årscyklus ved parringstid. Det kan ikke justeres på mellemhånd, så i den sammenhæng, skal man sikre, at man er økonomisk dækket, før året begynder. Et ekstra problem kræver ekstra hjælp," siger Sander Jacobsen.

Hos rådgivningsvirksomheden Agri Nord er der godt gang i at hjælpe minkavlere. Her får 35 producenter konsulenthjælp til at søge støttepakker.

Minkavlere får konsulenthjælp til at søge støttepakker

Hastighed har betydning

Kopenhagen Furs adm. direktør, Jesper Lauge Christensen har tidligere fortalt, at han håber, der kommer turbo på sagsbehandlingen af hjælpepakkerne, som han har vurderet flere minkavlere ville søge, efter at årets første auktion viste dårlige resultater for salget af minkskind.

Blot 58 pct. af de omkring 3,5 millioner udbudte skind blev solgt i april, hvilket svarer til omkring 2 mio. skind. Gennemsnitsprisen for auktionen endte på 161,8 kr. per skind. Til sammenligning var Kopenhagen Furs salgspris i 2019 på 184 kr. per skind i gennemsnit for alle minkskind og 198 kr. for danske skind.

"Det er klart, at der er minkavlere, der er likviditetsklemte, hvor hastigheden for støttepakkernes udbetaling har betydning. Men jeg vil ikke sige, at minkbranchen på den måde skiller sig ud fra andre brancher, der også er økonomisk klemte under coronakrisen," siger Sander Jacobsen.

Minkavlernes forening

Direktøren for avlerforhold understreger, at Kopenhagen Fur ikke bare er Kopenhagen Fur, men også Dansk Pelsdyravlerforening, hvorfor selskabet på eget initiativ hjælper de omkring 1100 medlemmer i forhold til de støttepakker, der er.

"Det har blandt også betydet, at vi administrativt i politisk form har sørget for, at der ikke var en teknikalitet, der gjorde, at minkavlerne faldt igennem rammerne for at søge støtte," siger Sander Jacobsen og tilføjer:

"Vi ved, at der allerede er flere avlere, der har søgt og er gået i gang med at søge. Vi har forsøgt at viderebringe info til medlemmerne og vejledning om, hvordan de kan gøre. Men flere gør også allerede brug af økonomirådgivere og hjælp fra landbrugets rådgivningscentre."

Prisen for minkskind toppede i 2013, hvor gennemsnitsprisen for skind i Danmark var 612 kr. per skind og 574 kr. per skind totalt i Kopenhagen Fur. Et globalt overudbud fik derefter priserne til at falde kraftigt, hvorfor prisniveauet nu er langt lavere, end hvad avlere skal bruge for at tjene penge.

Ifølge Kopenhagen Fur skal avlere gerne have mellem 50-100 kr. mere i gennemsnitspris, hvis der skal komme overskud på kontoen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også