DLG sætter ny rekord: En million ton korn på lager på en uge

Grovvareselskabet DLG melder om rekordstor mængde korn på lager i den seneste uge. Men prisen på maltbyg er ramt af coronakrisen.
Foto: Lærke Posselt/Ritzau Scanpix
Foto: Lærke Posselt/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Mejetærskere landet over er sendt på overarbejde for at få høsten i hus, inden der er varslet regnbyger fra på tirsdag.

"Når der er udsigt til regnvejr, tager landmændene de sene timer i brug. Det er vi også klar til at håndtere," siger koncerndirektør Niels Søren Rasmussen fra grovvareselskabet DLG.

Selskabet aftager cirka halvdelen af alle de afgrøder, som danske landmænd sælger.

Den seneste uge har DLG fået én million ton korn ind på lagrene.

"Det er rekord med så store mængder på syv dage," siger direktøren.

Landmændene bringer kornet ind til forskellige lagre rundt omkring i landet.

"Så gælder det for os om at tage imod i dag- og aftentimerne. Om natten kører vi så kornet fra de forskellige pladser ud til havneanlæg og foderfabrikker," siger Niels Søren Rasmussen.

Han anslår, at 80 til 85 pct. af høsten på landsplan er i hus.

I Nord- og Vestjylland mangler der stadig lidt, og her får man ifølge direktøren særligt travlt de kommende dage.

Kvaliteten af kornet er ifølge Niels Søren Rasmussen god.

"Det tegner til at blive en høst over middel, både når vi snakker udbytte og kvalitet."

Vejret har ellers været temmelig omskifteligt.

"Det har været et år præget af store vejrmæssige udsving. Vi har haft meget våde perioder, og så har vi haft en tør periode her til sidst," siger Niels Søren Rasmussen.

Det varme vejr har sørget for, at afgrøderne er tørre, så landmænd og grovvareselskaber ikke skal bruge energi på det.

Selv om høsten ifølge direktøren tegner til at blive over middel, er der dog en enkelt afgrøde, som er ramt af efterdønningerne fra coronakrisen:

"Maltbyg er jo en del af den danske kornproduktion. Og den pris vi har lige nu på maltbyg, ligger noget lavere end normalt.Det skyldes, at bryggeriernes efterspørgsel efter maltbyg har været lavere som følge af corona. Der har ikke været den samme efterspørgsel efter øl fra festivaler, barer og restauranter," siger Niels Søren Rasmussen.

Han håber og tror dog på, at priserne på maltbyg retter sig senere på året.

DLG er halvvejs med høsten: Fine udbytter af god kvalitet

Amerikanske landmænd står til den største majsproduktion nogensinde

Vejret tegner til en optimal høst i Syddanmark 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også