Friland vil på udkig efter flere grise og nye leverandører

Danish Crowns økologiske datterselskab Friland skal muligvis finde nye leverandører, påpeger selskabets adm. direktør. Efterspørgslen skaber en gunstig situation for selskabet, der har sendt noteringen i positiv udvikling flere uger i træk.
Foto: PR-foto Friland
Foto: PR-foto Friland

Det økologiske slagteriselskab Friland, der er ejet af Danish Crown, skal muligvis på udkig efter nye leverandører.

Det påpeger selskabets adm. direktør, Claus Hein, i en markedsberetning.

"På det økologiske grisekød er situationen uændret. Efterspørgslen er god og særligt på eksportmarkederne driver efterspørgslen priserne op. Vi nærmer os en situation, hvor vi er på udkig efter flere grise og muligvis nye leverandører. Vi undersøger ligeledes fortsat mulighederne for at udvide antallet af grise, der kan eksporteres til Nordamerika. Vi er således i dialog med flere leverandører, der muligvis kan komme i spil," siger Claus Hein i beretningen.

Noteringen for økologiske slagtesvin har i flere uger været i positiv udvikling efter et år med forholdvist lave priser.

Den samlede afregning per kg. økoslagtegris ligger i uge 28 på 25,2 kr. Noteringen for økogrise har ikke været på det niveau siden uge 24 i 2018, hvor prisen var 25,25 kr.

Åbning forbedrer oksekødsmarked

Frilands direktør skriver desuden i sin beretning, at det økologiske oksekød afsættes udmærket i øjeblikket, og den gradvise åbning af grænserne har gjort, at selskabet kigger i retning af mere normaliserede tilstande på restauranter, cafeer og i foodservice.

"Dette kan allerede nu mærkes på det økologiske oksekødskoncept hvilket tillægget efterhånden tydeligt afspejler," påpeger direktøren.

For selskabets marked for frilandsgrise er der blevet skruet en smule op for eksporten, mens hjemmemarkedet afsætningsmæssigt holder niveau, påpeger Friland.

På Friland Kødkvæg-konceptet er situationen fortsat uændret ifølge Claus Hein.

"Generelt ser vi fortsat ind i nye markeder for at skabe en mere robust konstruktion, så vi ikke bliver for afhængige af enkelte kunder eller eksportmarkeder," påpeger direktøren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også