Danish Crown fremrykker slagtninger grundet coronavirus

Usikkerheden omkring coronavirusset gør, at Danish Crown øger antallet af slagtninger de kommende uger. Det giver logistiske udfordringer.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
AF THOMAS RØNSHOLDT MØRCH, ANINE HOLMELUND FRANDSEN

Frygt for effekter af coronavirusset får nu slagterikoncernen Danish Crown til at skrue op for antallet af slagtninger.

Det skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.

"Vi følger udviklingen tæt, men der er stor usikkerhed på bare en uges sigt. Der er en overhængende risiko for, at vores kunder enten vælger at producere mindre fordi de mangler folk, eller vælger at lukke helt ned i en periode på grund af frygt for spredning af coronavirussen blandt deres medarbejdere," siger Søren F. Eriksen, adm. direktør for Danish Crown Pork.

Konkret betyder det, at Danish Crowns vægtgræns med virkning fra den 23. marts sænkes fra 68-95,9 kilo til 66-93,9 kilo.

Jens Hansen, pressechef i Danish Crown, oplyser overfor Watch Medier, at koncernens fabrik i Pinghu har været i fuld drift med alle medarbejdere i en måneds tid.

Koncernen bliver ikke holdt tilbage af den begrænsede infrastruktur i Kina, selvom det kræver ekstra arbejde at opretholde forretningen, oplyser han.

"Det er ikke en problematik, som bremser os. Det håndterer vi ganske godt," siger Jens Hansen til Watch Medier.

"Ingen ved, hvad der sker i morgen"

I Danish Crowns ugentlige markedsberetning fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør, at logistikken på nuværende tidspunkt er den største udfordring.

"Det vil være forkert at sige, at der er panik, men der er stor usikkerhed i markedet. Ingen har et klart billede af, hvad spredningen af corona-virus vil betyde for forbrugere af kød på tværs af Europa, så derfor er der rigtigt mange, der ikke planlægger mere end højst en uge frem. Vi er forsigtige optimister, fordi der ikke på nuværende tidspunkt er noget, der tyder på, at forbruget falder. Så i vores øjne er logistiske udfordringer lige nu den største risiko," siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown.

Jens Hansen oplyser desuden, at virksomheden på nuværende tidspunkt holder sig fra at tage særlige forholdsregler og i stedet blot følger myndighedernes anbefalinger.

"Men vi er meget påpasselige med at sige noget, for ingen ved, hvad der sker i morgen," siger Jens Hansen. Ifølge slagteriselskabet er der fortsat godt gang i eksporten ud af Europa. Der er en jævn efterspørgsel fra Kina og en stabil afsætning til Japan og det øvrige Asien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også