Danish Crown fornemmer tysk frygt for udbrud af svinepest

Frygten for afrikansk svinepest i Tyskland kan mærkes i Danish Crown. Det skriver andelsselskabet i en markedsberetning.
"Udbuddet af fersk kød i Europa ligger til den høje side lige nu. Samtidig fornemmer vi, at en del tyske slagterier fryser mindre kød, end de typisk har gjort på den her årstid. Det hænger formentlig sammen med frygten for et udbrud af Afrikansk Svinepest, for vi så et tilsvarende reaktionsmønster i Tyskland, da Belgien blev ramt af ASF for halvandet år siden," siger global salgschef i Danish Crown, Lars Albertsen, i markedsberetningen.
Ifølge beretningen ligger det europæiske marked for fersk grisekød ligger stadig en smule underdrejet efter en jule- og nytårsperiode med mange helligdage. Derfor er der rigeligt med grise, og dem, der slagtes, er relativt store.
Danish Crown hæver dog noteringen for slagtegris med 20 øre til 13,80 per. kg.
"Vi står markant anderledes lige nu end de fleste af vores kolleger. Helt grundlæggende kan vi fryse mere og derfor eksporterer mere ud af Europa. Derfor valgte vi allerede i november at lukke en rækker ordrer til afskibning i januar, fordi vi på den ene side forventede en afmatning i Kina hen over det kinesiske nytår, og på den anden side altid ser en ubalance i Europa i januar. At ubalancen i Europa er så stor, som den er, er kommet som en overraskelse, men vil formentlig rette sig i løbet af nogle uger," siger Lars Albertsen i beretningen.
Mens salget til Kina er trægt i øjeblikket på grund af den kommende ferieperiode, så er der en stabil afsætning til Japan, påpeger selskabet.
Danish Crowns grise er blevet grønnere
Dansk svine-showroom i Kina skal hamstre kunder i konkurrencepræget marked