Beskyttelse af drikkevandet trækker ud - minister er utålmodig

Det bliver vanskeligt at nå i mål med en ny indsats, der skal beskytte drikkevandsboringer mod pesticider fra landbruget.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
af TV 2 LORRY via Ritzau

Det skal snart være slut for landbruget med at bruge pesticider tæt på de mest udsatte drikkevandsboringer.

Men mange af vores kommuner og vandværker får travlt med at nå i mål med indsatsen inden deadline.

Det skriver TV 2 Lorry.

De har frem til årsskiftet til at forhandle frivillige aftaler på plads med de landmænd, der har marker omkring drikkevandsboringerne, hvor der er størst risiko for, at sprøjtemidlerne siver ned til grundvandet.

Men med bare ni måneder til deadline er en række kommuner langt fra færdige med overhovedet at kortlægge, hvilke områder der kræver den særlige beskyttelse.

En indsats der ellers blev sat i gang af et bredt flertal i Folketinget allerede i starten af 2019. Derfor er miljøminister, Lea Wermelin (S), mildest talt ved at være utålmodig.

”Det er simpelthen langt fra det, vi er blevet enige om politisk, og som kommunerne både har fået som opgave og har fået penge for at løse. Derfor skal kommunerne op i gear, og vi skal sikre, vi nu får en plan i forhold til at nå i mål.”

”Vi kan se, at vi finder alt for mange rester af sprøjtemiddel i vores grundvand. Derfor er der behov for, at vi sikrer en god beskyttelse,” siger miljøministeren til TV 2 Lorry.

Der findes på landsplan godt 5.500 såkaldte boringsnære beskyttelsesområder. Det er disse, kommunerne i første omgang skal kortlægge jordforholdene ved. Er der meget sand- eller kalkholdig jord omkring en boring, er grundvandet ekstra udsat.

Derefter er det op til de lokale vandværker at forhandle en kompensation på plads med de berørte landmænd, der ikke længere må bruge pesticider på visse områder af deres jord.

Frustration breder sig

I landbruget breder frustrationen sig. Her venter mange landmænd fortsat på, at deres lokale kommune melder ud om, og i givet fald hvordan, netop deres jord påvirkes af den nye grundvandsbeskyttelse.

”For nogle landmænd har det her meget store konsekvenser, og det er simpelthen ikke rimeligt, at myndighederne kan bruge flere år på noget, som vi andre har få måneder til at få forhandlet på plads,” siger Lars Jonsson, der er formand for Nordsjællands Landboforening til TV 2 Lorry.

Han er ikke bekendt med, at nogle af de lokale landmænd i Nordsjælland endnu har indgået frivillige aftaler.

Og i de områder, hvor aftalerne ikke er på plads til nytår, varsler Folketinget et lovbestemt forbud mod brugen af pesticider, som den enkelte landmand – modsat de frivillige aftaler – ingen indflydelse får på.

Minister: Støttepartiers pesticid-krav ville kræve udtagning af 500.000 hektar landbrugsjord

Hos Hofor, der står for forhandlingerne for en lang række drikkevandsboringer her i hovedstadsområdet, har man foreløbig ikke nået at indgå aftaler for mere end omkring 10 pct. af de arealer, der er udpeget til beskyttelse.

”Det er klart, at jo senere kommunerne bliver færdige med deres vurderinger, desto mindre tid har vi til at indgå i dialogen med landmanden. Så det sætter os selvfølgelig under et vist pres,” siger Anne Scherfig, der er sektionsleder i vandplanlægning hos Hofor, som oplever mange af forhandlingerne som komplekse.

”Landmændene skal selvfølgelig have fuldstændig erstatning, men vi skal også finde den pris, der gør, at vi kan beskytte så meget grundvand som muligt, og som balancerer i forhold til, at det er vores vandkunder, der i sidste ende betaler,” forklarer Anne Scherfig til TV 2 Lorry.

Spekulationerne for mange landmænd er ifølge Lars Jonsson, hvad man i stedet kan bruge den jord til, som ikke længere må sprøjtes. For det er ikke så lige til bare at omlægge en del af sit landbrug til økologi, fortæller formanden for Nordsjællands Landboforening;

”Så skal man lige pludselig oprette et ekstra selskab og sådan nogle ting og sager. Så omkostningerne ved at drive en lille del af sit areal på en anden måde, kan være så stor, at det simpelthen ikke kan svare sig.”

Og kan marken ikke længere bruges, som den var tiltænkt, er skrækscenariet ifølge Lars Jonsson, at landmænd risikerer at skulle betale så store beløb tilbage til deres realkreditinstitutter, at det overstiger den kompensation, de bliver tilbudt.

”Så skal man ud at låne penge, fordi man har indgået en frivillig aftale. Det vil være en katastrofe for landmændene,” siger han til TV 2 Lorry.

Afviser udsættelse

Bekymringen hos Hofor ved ikke at få tilstrækkelig tid til at finde de gode kompromiser er omvendt, hvis landmændene i stedet ender med at sende erstatningsspørgsmålet videre til vurdering i den såkaldte Overtaksationskommission.

Præcis som syv lodsejere fra Egedal Kommune tidligere har gjort og opnået en større kompensation, end de oprindeligt var blevet tilbudt. Så kan sagerne ifølge sektionsleder i vandplanlægning, Anne Scherfig, risikere at trække ud i flere år.

”Det kan få den konsekvens, at det kommer til at tage lang tid, før vi kommer videre med grundvandsbeskyttelsen, som er så afgørende for, at vores vandforsyning også i fremtiden kan baseres på rent grundvand,” siger hun.

Hos Nordsjællands Landboforening opfordrer man miljøministeren til at udsætte deadline, så der er bedre tid til forhandlingerne med vandværkerne. For formand Lars Jonsson tror ikke, der når at blive indgået mange frivillige aftaler inden nytår.

”Det her er simpelthen ikke rimeligt, for jeg mener ikke, det er landmændene, der har været bagstræberiske i det her. Det er altså myndighederne, der skulle have været på plads for længe siden med det her, så vi kunne begynde at forhandle,” siger han til TV 2 Lorry.

Men miljøminister Lea Wermelin afviser opfordringen om en udsættelse.

”Jeg køber ikke rigtig, at man nu siger, at det hele vil løse sig, hvis bare man får lidt ekstra tid.”

Men er det en fair situation at stille landmændene i, at de har så kort tid til at vurdere, om de vil indgå en frivillig aftale med så stor betydning for deres økonomi?

”Jeg må sige, det ikke er det signal, jeg hører fra Landbrug & Fødevarer, at man ikke synes, det er godt, at vi nu får sat skub i indsatsen. Men uanset hvad så ved landmændene, at i de boringsnære beskyttelsesområder, hvor der skal ske en beskyttelse, som der ikke er i dag, der skal der jo handles,” siger Lea Wermelin til TV 2 Lorry.

Ved Miljøministeriets seneste opgørelse var der på landsplan tilbudt 63 frivillige aftaler i forbindelse med de over 2.500 boringsnære beskyttelsesområder, hvor det er nødvendigt med en indsats mod brugen af sprøjtemidler

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også