Bisiddere angriber afvisning af lovgrundlag til at aflive mink

I notat udfordrer blandt andre statsministerens bisidder grundlag for afvisning af hjemmel til mink-aflivning.
Foto: Mads Claus Rasmussen
Foto: Mads Claus Rasmussen
AF RITZAU

Fire bisiddere i Minkkommissionen - herunder statsminister Mette Frederiksens (S) og departementschef Barbara Bertelsens - har lavet et notat, hvori de angriber den vurdering, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink i Danmark.

Notatet er sendt til kommissionen.

Helt konkret mener de, at Fødevarestyrelsen ikke har taget hensyn til en del af forarbejdet for loven om hold af dyr, inden styrelsen afviste, at loven kunne bruges til at finde hjemmel - altså lovgrundlag - til at kræve alle mink aflivet.

"Det er vores opfattelse, at (det daværende Miljø- og Fødevareministeriums, red.) vurdering ikke har et grundlag i lovens forarbejder, blandt andet fordi man ikke har været opmærksom på zoonoseloven fra 1994."

"Betydningen af zoonoseloven er uomtalt i de notater, der findes i eks-trakterne," skriver de.

Notatet er bemærkelsesværdigt, fordi Fødevarestyrelsens vurdering af, at der ikke er hjemmel i lov om hold af dyr, spiller en central rolle i forløbet om aflivning af mink.

Fødevarestyrelsens vurderer konsekvent gennem efteråret 2020, at lov om hold af dyr ikke har hjemmel til at aflive alle mink i Danmark.

Det er den vurdering, der finder vej til Justitsministeriet. Her var det ellers 4. november sidste år arbejdstesen, at der var hjemmel i lov om hold af dyr.

5. november - altså dagen efter, at regeringen har oplyst, at alle mink skal aflives - finder Justitsministeriet, at man ikke har grund til at tilsidesætte vurderingen fra Fødevarestyrelsen.

En del af Minkkommissionens opgave er at lave en selvstændig vurdering af, om der var hjemmel til at aflive alle mink. Det er ifølge de fire bisiddere grunden til, at de har lavet notatet:

"På denne baggrund og på baggrund af den interesse, der har været for hjemmelsspørgsmålet under de første afhøringer, har vi udarbejdet dette notat samt en ledsagende materialesamling," skriver de.

"Notatet er resultatet af vores analyse på baggrund af den ovenfor citerede passage i kommissoriet."

"Notatet afspejler alene vores opfattelse af hjemmelsspørgsmålet og er ikke en gengivelse af overvejelser i Statsministeriet under forløbet," hedder det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også