Grøn forskning får størstedel af knap tre milliarder i ny aftale

1,6 ud af knap 3 mia. kr. skal bruges til grøn forskning. Det fremgår af første delaftale af finanslov. Landbrug & Fødevarer glæder sig over flere penge til landbrugsforskning.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU OG ANNE FILBERT

Folketingets partier har indgået en bred aftale om at afsætte knap tre milliarder kroner til grøn forskning, ny teknologi og sundhedsforskning.

Det fremgår torsdag aften af en aftale om forskningsreserven. Det er den første delaftale af finansloven for næste år.

Det oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet.

"Det er den første aftale, jeg indgår som ny minister, og jeg er meget glad for, at vi har indgået en bred aftale. Med aftalen prioriterer vi at finde løsninger på store samfundsudfordringer og skabe danske arbejdspladser. Derfor er det her en aftale med fokus på det grønne område, sundhed og markante prioriteringer inden for digitalisering, teknologi og innovation," siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.

Omkring 1,6 mia. kr. skal gå til grøn forskning.

Pengene går blandt andet til forskning i at fange og lagre CO2 og produktion af grønne brændstoffer (PTX) til transport og industri.

Det kan også være mere klimavenligt landbrug og fødevareproduktion samt øget genanvendelse af plastik og tøj, skriver ministeriet i en meddelelse.

Med aftalen afsættes der yderligere 0,6 mia. kr. til at understøtte forskning og innovation inden for digitalisering og nye teknologier, mens 0,4 mia. kr. skal gå til forskning og innovation inden for sundhed og med betydning for den danske life science-industri, lyder det.

"Vi skal sørge for, at forskningen hele tiden bidrager til at skabe danske arbejdspladser. Prioriteringen af nye teknologier og digitalisering skal komme produktionsDanmark til gode, men også skabe grobund for at virksomheder kan udvikle nye løsninger og produkter, som kan eksporteres og sælges i hele verden," siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.

L&F jubler

Udsiften til flere midler til fødevare- og landbrugsforskning bliver forventeligt taget godt imod på Axelborg.

"De missionsorienterede partnerskaber er den rigtige tilgang, så derfor er det rigtigt set, at partnerskabet på fødevare- og landbrugsområdet er udvalgt til at løfte nogle af de forskningsmæssige investeringer i den netop indgåede landbrugspakke, og at der allerede i 2022 er afsat 300 mio. til de fire missioner som nu er sat i gang," siger Søren Søndergaard, formand i Landbrug & Fødevarer, i en skriftlig kommentar.

Han tilføjer:

"Jeg ser det også som positivt, at man har sat en prop i 2 pct. besparelserne på landbrugsforskningen i fagministerierne i 2022, og ser frem til at finanslovsforhandlingerne også sikrer, at det er tilfældet de kommende år."

Samlet blå blok kræver 750 millioner til grønt landbrug

Konservative og Enhedslisten vil have statslig jordfond

Tre organisationer vil have styrket indsats for udtagning af lavbundsjord

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også