Afdelingschef: Ministerium var sikre på manglende hjemmel til minkaflivning

Trods fagministerium var sikker på manglende hjemmel til minkaflivning, overlevede tanken i halvanden måned. Det fortæller afdelingschef i torsdagens afhøringer i minksag.
Foto: Philip Davali
Foto: Philip Davali
AF RITZAU

Allerede i september sidste år stod det internt i det daværende Miljø- og Fødevareministerium klart, at hvis alle mink i Danmark skulle aflives, skulle der skabes ny lovgivning, der gav myndighederne lov til at kræve dette.

Det forklarer afdelingschef Tejs Binderup fra det daværende ministerium under sin afhøring for Minkkommissionen.

Ifølge både ham og interne mails, der bliver vist under afhøringen, er der i september en klar opfattelse i Miljø- og Fødevareministeriet af, at lov om hold af dyr ikke giver myndighederne hjemmel til at slå alle mink ihjel.

I en mail sendt 18. september mellem embedsmænd i ministeriet fremgår det blandt andet:

"Der er pt. ikke juridisk hjemmel til aflivning af ikke syge (det vil sige raske) dyr, hvorfor en sådan juridisk hjemmel skal etableres."

Og ifølge Tejs Binderup var det ikke noget, der herskede tvivl eller diskussion om i ministeriet.

"Der har ikke internt hos os været tvivl om, at lov af hold om dyr ikke kan bruges til at slå alle dyr ned," siger han.

"Det var grundfornemmelsen, at det kunne man ikke."

Da regeringen 4. november annoncerede, at alle mink skulle aflives, var det ifølge regeringens egen redegørelse alligevel med en arbejdstese om, at der var hjemmel i lov om hold med dyr.

Fra den redegørelse kan man også læse, at det i et cover (en slags notat) fra 22. september fremgår, at det vil kræve ny lovgivning at kræve alle mink aflivet.

I dagene efter besluttes det, at Miljø- og Fødevareministeriet sammen med Justitsministeriet og Sundhedsministeriet skal forberede en afklaring af behovet for lovgivning.

Hvorfor Justitsministeriet 4. november har den "arbejdstese", at lov om hold af dyr kunne bruges, når der i midten af september ifølge Tejs Binderup var en klar opfattelse af, at dette ikke var tilfældet, fremgår ikke at den første del af dagens afhøring.

Men ifølge Tejs Binderup er der på intet tidspunkt i det daværende Miljø- og Fødevareministerium tvivl om, at lov om hold af dyr ikke havde hjemmel til at aflive alle mink.

"Det har hele tiden været sådan, vores holdning var. Så har der været en kort periode fra 4. (november, red.) ved middagstid til 5. (november, red.) ved middagstid, hvor der er nogen, der siger: Vi tror, at vi kan bruge jeres hjemmel alligevel," siger han og henviser tilsyneladende til Justitsministeriet.

5. november tilslutter Justitsministeriet sig vurderingen af, at lov om hold af dyr ikke indeholder hjemmel til at aflive alle mink.

I mellemtiden har regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S) dog annonceret, at alle mink skal slås ihjel.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også