Over 200 landmænd får tilsagn til at anlægge minivådområder

En pulje på 115 mio. kr. bliver tildelt til 221 landmænd og jordejere, der vil anlægge minivådområder.
Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix

Landbrugsstyrelsen har godkendt 221 landmænd og lodsejere til at få tilskud til at anlægge nye minivådområder.

Det skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

Dermed bliver puljen til formålet på 115 mio. kr. i 2020 fordelt til landmændene. Det vækker glæde hos landbrugsminister Rasmus Prehn.

"Rigtigt mange landmænd vil hjælpe miljøet, og det er rigtigt godt at se. Hvert eneste minivådområde har stor betydning for miljøet og for vores fjorde, åer og søer. Det er en vigtig indsats, som baner vejen for at gøre Danmark grønnere. Tak til hver enkelt landmand, som har søgt i 2020," siger landbrugsminister Rasmus Prehn i meddelelsen.

Hvis alle minivådområderne bliver til virkelighed, vil de nye minivådområder kunne spare danske åer og vandløb for ca. 100 tons kvælstof om året, skriver ministeriet.

I alt har 228 landmænd og lodsejere søgt om at etablere et minivådområde på deres jord i 2020.

Større pulje på vej

Det er tredje år, at landmænd og lodsejere har kunnet søge om støtte til at etablere et minivådområde.

I alt har Landbrugsstyrelsen givet over 500 tilsagn i den periode. Og antallet kan blive endnu højere i 2021, hvor en ny runde af ordningen åbner.

"Med minivådområderne har vi nu et virkemiddel, som landmændene kender, og som er med til at beskytte vores miljø. Og igen i år ser vi en stor vilje hos landmændene til at tage ansvar og sætte miljøvenlige initiativer i gang på deres jorder. Derfor er det naturligt, at vi fortsætter ordningen. Indtil videre har vi sikret, at der er 215 mio. kroner i 2021. Så der er rig mulighed for at komme med ombord på minivådområde-bølgen," siger Rasmus Prehn i meddelelsen.

I 2020 er der 115 mio. kroner i puljen. I 2021 lægger regeringen dermed 100 mio. kroner ekstra i puljen til nye minivådområder. Landbrugsstyrelsen åbner for nye ansøgninger i april 2021.

De landmænd og lodsejere, der får støtte til at anlægge minivådområder, får dækket alle udgifter forbundet med etableringen - fra udgifterne til gravemaskiner og til selve anlægsarbejdet, skriver ministeriet.

Naturfredningsforening: Lagring af kulstof i landbrug er i den grad overset i klimadebatten 

Minivådområder hitter i Østjylland 

Skovrydning i Brasiliens Amazonas når højeste niveau i 12 år 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også