Professor: Brev til minkavlere om ulovlig aflivning er kæmpe problem

Professor i forvaltningsret Sten Bønsing vurderer, at der for gik lang tid, inden regeringen handlede på manglende lovgrundlag.
Foto: Martin Lehmann/Politiken
Foto: Martin Lehmann/Politiken
AF RITZAU

Onsdag skal statsminister Mette Frederiksen (S) forklare sig i sagen om aflivningen af alle mink i Danmark. En beslutning, som viste sig at være truffet, uden at der var lovhjemmel til det.

Det sker, når statsministeren, der har kaldt forløbet for en fejl, stiller op til en hasteforespørgselsdebat i Folketingssalen på Christiansborg.

"Det kan man kalde, hvad man vil. Det er ulovligt," siger Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret på Aalborg Universitet. 

Onsdag 4. november meddelte Mette Frederiksen på et pressemøde, at alle mink i Danmark skulle aflives. Og det var ikke til forhandling, meddelte statsministeren.

Miljø- og Fødevareministeriet havde tidligere samme dag meddelt Justitsministeriet, at der ifølge Fødevarestyrelsens vurdering ikke var lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet.

Der var dermed ikke lovgrundlag for at kræve, at minkbesætninger, der lå uden for sikkerhedszonen på en radius af 7,8 kilometer af smittede besætninger, skulle aflives.

"Det største problem er nok ikke pressemødet," vurderer Sten Bønsing.

"Men det er klart, at det ikke er smart, at en statsminister står på et pressemøde og giver indtryk af, at der er et krav om, at man skal aflive mink, når lovgrundlaget ikke er klart endnu."

Mette Frederiksen har fortalt, at hun først om aftenen søndag 8. november blev orienteret om det manglende lovgrundlag.

Mogens Jensen (S), som onsdag 18. november trak sig som Fødevareminister, inden regeringens støttepartier nåede at vælte ham, fik besked om den manglende lovhjemmel lørdag 7. november om eftermiddagen.

Dagen forinden, fredag 6. november, havde Fødevarestyrelsen sendt et brev ud til minkavlerne med klar besked om, at alle mink skulle aflives for at forhindre spredning af muteret coronavirus fra mink til mennesker.

"Det er et kæmpe problem, fordi man sender noget ud, der reelt er en afgørelse, altså et påbud. Og endda et meget alvorligt påbud, nemlig at de pågældende virksomheder reelt skal lukke," siger Sten Bønsing.

"Og på det tidspunkt ved man jo i dén grad, at der ikke er nogen lovhjemmel. Det har man jo vidst i hvert fald siden om onsdagen, men måske i virkeligheden længere tid før, man har i hvert fald diskuteret det internt."

"Men fra onsdag bliver man enig med sig selv om, at der ikke er et lovgrundlag. Og man er gået i gang med faktisk at forberede et hastelovsforslag. Derfor kan man sige, at man i dén grad er vidende om, at der ikke er noget lovgrundlag, og derfor er det jo et kæmpe problem, at man påbyder borgere noget, som er ulovligt," siger han.

Minkavlerne fik først besked tirsdag 10. november om, at ikke alle behøvede at aflive deres mink.

Også dette er blevet kritiseret, og det er der grundlag for, vurderer Sten Bønsing.

"Dér tror jeg nok, at der går for lang tid. Når det er så alvorlig en beslutning, så bør det prioriteres meget højt, så bør sådan et arbejde gå i gang meget hurtigt," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også