Finansminister: Dansk vækst kan dykke seks procent i år

I det værst tænkelige scenarie skrumper Danmarks økonomi med seks pct. i 2020, oplyser Finansministeriet.
Finansminister Nicolai Wammen. | Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Finansminister Nicolai Wammen. | Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Regeringen ser muligt fald i BNP - bruttonationalproduktet - i 2020 på mellem tre og seks pct. som konsekvens af coronavirus. Også ledigheden vil stige, oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse. Beregningerne er forbundet med usikkerhed.

Ledigheden kan stige fra 105.000 personer sidste år til mellem 130.000 og 150.000 i år, alt efter hvilket scenarie der udspiller sig.

De økonomiske udsigter er på baggrund af forskellige scenarier for det videre forløb.

En hurtig genopretning i Danmark vil føre til et fald i BNP i 2020 på tre pct.

En gradvis genopretning vil medføre et fald på 4,4 pct.

En begrænset genopretning - som er det værst tænkelige af de fremlagte scenarier - vil betyde et fald i BNP på seks pct.

BNP er et meget anvendt nøgletal, der er udtryk for størrelsen af et lands økonomi. Stigninger eller fald i bnp viser, om økonomien vokser eller skrumper.

Finansminister Nicolai Wammen (S) siger på et pressemøde torsdag formiddag, at "hverdagen er sat på standby, og det samme er meget af den økonomiske aktivitet".

Han understreger, at coronakrisen har "voldsomme økonomiske konsekvenser".

"Andet kvartal i 2020 står til at blive et af de sorteste kapitler i dansk økonomisk historie," siger ministeren på pressemødet.

Der er imidlertid meget stor usikkerhed forbundet med beregningerne i de analyser, der lige nu foretages af Danmarks økonomi, påpeger finansministeren.

"Derfor er det vigtigt at sige, at det, der fremlægges i dag, ikke er en prognose, men bud på mulige scenarier," siger Nicolai Wammen.

Den offentlige saldo vil også blive svækket markant. Den ender ifølge scenarierne på et underskud mellem fem og syv pct. af BNP i år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår