Minister tilbageholdt central regnefejl for Folketinget i månedsvis
.jpg)
Fødevareminister Mogens Jensen (S) har siden 29. august kendt til den regnefejl, der betyder, at Danmark i årevis har undervurderet udledningen af drivhusgasser fra landbruget.
Alligevel blev det besluttet, at Folketinget ikke skulle orienteres, skriver Altinget.
Det viser en række interne mailkorrespondancer, notater og ministerorienteringer, som Altinget har fået aktindsigt i.
"Det er departementets beslutning ikke at orientere Folketinget," skriver en embedsmand i Landbrugsstyrelsen eksempelvis i en mail til styrelsens direktionssekretariat den 5. september.
Regnefejlen betyder, at det bliver sværere for Danmark at nå sit mål om at blive klimaneutral.
"Regeringen skylder en forklaring på, hvorfor de vælger først at informere os i november, når de i flere måneder har vidst, at denne her viden kan have ret vidtrækkende konsekvenser for vores arbejde med klima," siger Radikales miljø- og fødevarerordfører, Zenia Stampe, til Altinget.
Hun bakkes op af Enhedslisten, Venstre og Konservative, der også kritiserer Mogens Jensen for at tilbageholde oplysningen.
Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, mener, det er med til at svække tilliden til ministeren og ministeriet.
"Ministeren har i den grad svigtet sit ansvar over for Folketinget i den her sag. Som minister er det vigtigste hensyn det parlamentariske samarbejde med Folketinget og at holde Folketinget og ordførerne orienteret om de sager, der har betydning på ens område," siger hun.
Regnefejlen er begået af Aarhus Universitet og blev opdaget tilbage i august af Landbrugsstyrelsen. Den handler om de såkaldte lavbundsjorde, som belaster klimaet, når de bliver dyrket og drænet.
I et svar til Folketinget oplyste ministeren tirsdag d. 16 december, at regnefejlen betyder, at udledningen fra landbruget stiger med 1,6 millioner ton drivhusgasser. Det fremgår af Altingets aktindsigt, at ministeriet har været bekendt med samme tal siden oktober.
"Der er tale om en betydelig regnefejl, som har ret store konsekvenser – for eksempel i forhold til at nå den aftale, vi lige har lavet om klimaloven," siger Mette Abildgaard til Altinget.
Altinget har spurgt fødevareministeren om en kommentar, men det er Miljø- og Fødevareministeriet, der har svaret.
I en mail forklarer ministeriet, at det var vurderingen, at "Aarhus Universitet skulle have lov til at komme til bunds i fejlen og offentliggøre og forklare den, inden Folketinget blev orienteret".
"Hvorvidt og hvornår Folketinget skal orienteres om for eksempel et justeret tal, er en vurdering, departementet skal foretage," skriver ministeriet.
(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Altinget.)
Professor nedtoner konsekvensen af regnefejl i landbrugets udledninger
Landbrugets udledning af drivhusgas er "markant højere" end antaget