
Når verdens største fødevaremesse Anuga de næste par dage løber af stablen i Köln, er det med fokus på økologi, som vinder frem i Tyskland - et vigtigt økologisk eksportmarked for Danmark.
Det skriver Landbrug & Fødevarer, der i samarbejde med Bio Aus Dänemark deltager i messen med 24 danske virksomheder, i en pressemeddelelse. Målet er at øge eksporten af dansk økologi.
"Det er vigtigt at være på Anuga, da det er verdens vigtigste fødevaremesse. Udstillingen tjener som et udstillingsvindue og mødeplads for indkøbere fra hele verden," fortæller Mette Gammicchia, der er chef for Marked & Ernæring i L&F.
Den økologiske eksport til Tyskland udgjorde omkring 40 pct. i 2019, og derfor er landet Danmarks vigtigste marked inden for økologiske fødevarer – og potentialet for at øge salget er stort.
Men også andre lande er i kikkerten for de danske virksomheder.
"Som følge af pandemien forventer vi, at det især vil være muligt at møde kunder fra det europæiske marked, hvor økologien har vækstet under corona," fortsætter Mette Gammicchia.
Anuga afholdes fra den 9.-13. oktober i Köln. Messen afholdes hvert andet år. I 2019, hvor Anuga havde 100-års jubilæum, udstillede ca. 7.800 selskaber med besøgende fra 201 lande.
Økologiske såvel som konventionelle producenter fra hele fødevarebranchen deltager i den globale fødevaremesse.