De Radikale vil gøre Danmark klimaneutralt ti år før planlagt

En vision fra De Radikale har op mod 80 pct. CO2-reduktion som mellemstation på vej mod klimaneutralitet. Særligt skal der investeres i landbruget.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Danmark kan ikke vente til 2050 med at blive klimaneutralt. Det skal ske allerede i 2040. Og allerede i 2030 skal Danmarks CO2-reduktioner være i nærheden af 80 procent.

Det er nogle af hovedbudskaberne i en vision fra De Radikale. Partiet vil sætte 25 mia. kr. af i årene frem mod 2030 til at skabe de nødvendige forandringer.

Det siger De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, forud for partiets landsmøde i Nyborg i weekenden.

"Det er inden for rækkevidde, og vi kan nå meget længere end det, vi i forvejen havde sat os for. Ja, det er måske lidt en månelanding, men det lykkedes de jo også med," siger hun.

Et bredt flertal i Folketinget indgik i december 2019 en politisk aftale om, at Danmark i 2030 skulle have reduceret udledningen af drivhusgasser med 70 procent set i forhold til niveauet i 1990.

De Radikales vision med endnu større ambitioner kommer, efter at FN's klimapanel (IPCC) for nylig kom med en rapport, der tegnede et særdeles dystert billede af klimaforandringerne i fremtiden.

Blandt andet med en global temperaturstigning på i værste fald mellem 3,3 og 5,7 grader i 2100. Det skal ses i lyset af, at 196 medlemslande i FN's klimakonvention i 2015 indgik Paris-aftalen.

Aftalen handler blandt andet om, at den globale temperaturstigning skal begrænses til under to grader og helst kun 1,5 grader i 2100.

Derfor er der brug for hurtig handling og massive investeringer, siger Sofie Carsten Nielsen.

"Det, vi byder ind med, er faktisk løsninger, vi kender nu. Det er det, der kan bringe os frem mod de 80 pct. For eksempel en elektrificering af hele vores industri, der gør, at vi kan producere 100 pct. grønt i Danmark og derfor også være 100 pct. grønne forbrugere," siger hun.

De Radikale vil bruge forslag fra regeringens 14 klimapartnerskaber, der dækker blandt andet energi og forsyning, fødevarefremstilling og landbrug samt bygge- og anlægssektoren.

Partiet vil bruge partnerskaberne til at komme med bud på, hvordan reduktionerne kan realiseres.

"Når vi ser ned i de forslag, de har, er vi længere end de 70 pct. Og hvis vi så leverer finansiering til det også, kan vi nå rigtig langt," siger Sofie Carsten Nielsen.

De Radikale vil bruge de 25 mia. kr. frem mod 2030 til at investere i blandt andet skov og landbrug samt teknologier, der kan indfange CO2 fra industriens skorstene.

Sofie Carsten Nielsen erkender, at det er et stort beløb, men peger på, at Folketinget under coronakrisen har fundet 40 mia. kr. til at betale kompensation til blandt andet virksomheder.

Hun satser desuden på, at det vil kunne påvirke politikerne på Christiansborg, at mange vælgere har bekæmpelsen af klimaproblemer øverst på dagsordenen.

"Når man kigger uden for, er folk jo klar. Det er både de unge og de ældre. De siger "bare levér rammerne". Det er politik, der er bagud. Og hvis der bliver skubbet nok på udefra, plejer det at blive sådan, at politikerne flytter sig," siger hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også