AgriWatch

SF og R kræver markant klimamål for landbruget

SF og R truer med at stå uden for en klimaaftale og kritiserer regeringen for at sylte processen. Ministeren lover forhandlinger efter påske.

Foto: Miriam Dalsgaard

Landbrugsminister Rasmus Prehn nedtonede i Børsen sidste mandag ambitionerne i landbrugets klimakamp.

Men nu kommer to af regeringens støttepartier – SF og De Radikale – med det stik modsatte budskab.

I et fælles interview erklærer partilederne Pia Olsen Dyhr (SF) og Sofie Carsten Nielsen (RV), at der skal aftales markante klimareduktioner i de snarlige forhandlinger om landbruget – ellers må regeringen se sig om efter et andet flertal.

Det skriver dagbladet Information.

"Vi gør det sammen, fordi vi ikke kan forestille os, at regeringen laver en aftale inden for landbruget uden hverken SF eller De Radikale," siger Pia Olsen Dyhr.

Pia Olsen Dyhr og Sofie Carsten Nielsen kræver, at regeringen binder sig til et klimamål for landbruget på otte millioner ton i 2030. Det svarer til knap halvdelen af, hvad erhvervets klimaudledninger forventes at være i 2030 uden nye tiltag. Begge mener, at regeringen har trukket forløbet med at lave en klimaaftale for landbruget i langdrag.

"Alle kan gennemskue, at regeringen har syltet processen," siger Sofie Carsten Nielsen til Information.

Reduktionerne vil partierne bl.a. finde ved at udtage en stor del af landbrugets klimaskadelige lavbundsjorde. Større arealer skal omlægges til økologi, skov og græs, maskinerne skal udskiftes fra diesel til "langt mere el", og landbruget skal satse mere på plantebaserede fødevarer frem for dyrefoder.

At udtage og vådlægge lavbundsjorde ses af mange som et centralt tiltag i landbrugets klimaomstilling. Erfaringer har dog vist, at det ikke er så let i praksis, da vandet kan flyde over veje og naboejendomme. Samtidig ønsker nogle landmænd ikke at opgive deres jord.
Regeringen har dog ikke gjort nok for at få det til at lykkes, mener Sofie Carsten Nielsen og Pia Olsen Dyhr. De foreslår bl.a. at afsætte flere midler til udtagningen af jorde.

"Vi vil gerne have nye penge ind, hvis det kan hjælpe," siger Sofie Carsten Nielsen, mens Pia Olsen Dyhr tilføjer, at SF også er villig til at indføre afgifter på lavbundsjord.

Fødevareminister Rasmus Prehn siger til Information, at han vil indkalde til forhandlinger "umiddelbart efter påske".
Ministeren hilser udspillet fra SF og De Radikale velkomment, men mener ikke, det er realistisk med et klimamål for landbruget på otte millioner ton reduktion i 2030.

"Vi skal passe på ikke at stille os i udsigt, at vi kan nå kolossalt høje mål i landbruget. For det kan få store konsekvenser," siger han.

"Vi vil gerne nå et så højt mål som muligt, uden at det skaber lækageproblemer (altså at udledningen af klimagasser flytter til udlandet, red.), og uden at vi mister arbejdspladser," tilføjer han.

Mere fra AgriWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Job

Seneste nyt fra FødevareWatch